Næsten ét skyderi hver eneste dag: Få overblik over bandekriminaliteten i Sverige

Indvandring og bandekriminalitet er på dagsordnen i Sverige. Forstå hvorfor.

Indvandring og bandekriminalitet er kommet på dagsordenen i Sverige. (arkivfoto) (Foto: © TT News Agency, Scanpix)

28.

Så mange - fortrinsvis unge mænd - er i år blevet skuddræbt i Sverige i det, som politiet kalder banderelaterede drab. 84 er blevet såret.

Faktisk oplever Sverige næsten et skyderi om dagen. Landets bandekriminalitet buldrer afsted, men hvor skidt står det egentlig til? Vi giver dig her svar på en række spørgsmål om den svenske underverden, der nu er kommet øverst på den politiske dagsorden.

Hvor stor er stigningen i kriminaliteten?

Antallet af anmeldelser af kriminalitet er fordoblet siden 1975. I tilsvarende periode er den svenske befolkning ganske vist vokset med knap 25 procent.

Tal fra Sveriges kriminalpræventive råd, Brå, viser, at i samme periode er antallet af afgørelser i retten, herunder domsfældelser, faldet.

Og her skiller Sverige sig tydeligt ud fra Danmark. For svenskerne anmeldte næsten dobbelt så meget kriminalitet pr. indbygger, som vi gjorde i Danmark samme år.

Er den offentlige samtale ændret?

DR Nyheder på besøg hos Per Brinkemo. (Foto: © Martin Rieck)

DR Nyheder har besøgt Per Brinkemo, der er journalist og forfatter til flere bøger om den svenske underverden og de forbryderklaner, der huserer i Sverige. Han er vant til at blive kaldt racist og anklaget for at gå højrefløjens ærinde, men de seneste dage har han oplevet det, han kalder "paradigmeskifte" i den svenske tilgang til emnet indvandring og kriminalitet.

- Medierne har kimet mig ned flere dage i træk. Der er ekstremt meget opmærksomhed på det her lige nu. Det er ellers ikke noget, som medierne altid er interesserede i. Emnet har ikke fundet vej til medierne – man ønskede ikke at snakke om det. Nu har (fiske)stimen af medier ændret retning – den offentlige samtale er en anden end for få uger siden.

Per Brinkemo, der selv er vokset i 70’ernes Pinsekirkebevægelse, trækker paralleller til netop denne religiøse bevægelse i den vækkelse omkring problemerne med bandekriminalitet, Sverige er midt i.

- Hvis man nærmede sig en retorik, der lå uden for den gængse i frikirken dengang, så blev man rettet ind i gelled. På samme vis med indvandringsdebatten har man i Sverige ikke haft lyst til at tale om de her problemer af frygt for at blive stemplet i samfundet.

Hvad er så status på bandekriminaliteten?

Indvandrere og efterkommere udgør halvdelen af alle kriminalitetsmistænkte i Sverige, viser en rapport fra tænketanken og opinionsmediet Det Goda Samhålla, som undersøger herkomstfordelingen blandt samtlige kriminalitetsmistænkte i Sverige i perioden 2013-2017.

Ifølge SVT findes der i Stockholm omkring 50 forskellige bandegrupper, med i alt 1.500 mennesker. Under dem er et større antal unge, der fungerer som kurerer og handlende.

Alene i Sydsverige har politiet under en særlig operation identificeret omkring 80 børn i alderen 8-14 år, der begår kriminalitet. Situationen er ifølge SVT sammenlignelig flere steder i landet.

I Rinkeby - ikke langt fra Stockholm - hvor bandekonflikten har kostet flere liv, fortæller politiet, at flere af de involverede har været kriminelle, siden de var børn.

Se mere fra Rinkeby i videoen ovenfor.

Ifølge Mats Löfving, der er vicepolitimester i Norrköping, er der lige nu mindst 40 såkaldte klaner i Sverige, der er kommet til landet med det formål at organisere og systematisere kriminalitet.

Den svenske regering præsenterede sidste år en større bandepakke med forslag om, at indføre hårdere straffe til medlemmer af kriminelle netværk.

Hvor meget bliver der egentlig skudt?

Politiet i Malmø på overarbejde efter et skyderi i byen sidste år. (Foto: © Mikael Nilsson/SVT)

Selvom svenskerne er vores tætte - og ofte meget sammenlignelige naboer - så skiller deres kriminalitetsstatistikker sig på mange måder væsentligt ud fra dem, vi ser her i Danmark.

Groft sagt kan man sige: Der bliver skudt mere. Der bliver anmeldt flere forbrydelser, og der er flere bander i Sverige, end hvad der er tilfældet her.

Så det er måske ikke så underligt, at vi jævnligt hører om krudt, kugler og konflikt i gaderne i Sverige, men hvor galt det egentlig står til samlet set hos svenskerne, skal man lede lidt efter for at finde svar på.

De sidste fire år har der været omkring 1.200 skudepisioder og omkring 150 skuddrab.

De banderelaterede skyderier har blandt andet fundet sted i Malmø. (Foto: © søren bidstrup, Scanpix)

I skrivende stund peger det svenske politis statistikker på, at der bliver affyret skud cirka én gang om dagen i Sverige. Her er tale om bekræftede skyderier, og pr. 15. september 2020 var der registeret 242 skudepisoder. I 2018 var tallet 306.

Præcis hvor mange af skudepisoderne, der direkte kan kobles direkte til den igangværende bandekonflikt, siger den svenske data ikke noget præcist om, men til en forsigtig sammenligning blev der i 2018 registeret 54 skudepisoder her i landet, der kan relateres til rocker- og bandekonflikter. Og der bliver overordnet skudt langt mindre hos os, end der gør hos svenskerne.

Udover skyderier er der med jævne mellemrum også eksplosioner i Sverige. I år er der til og med august registreret 78 eksplosioner i Sverige. Det er otte flere end sidste år på samme tid.

28 personer er i år blevet skuddræbt i Sverige. Dertil er næsten 15 mennesker - uden tilknytning til igangværende bandekonflikter - blevet dræbt de sidste ti år. Der fortæller Ardavan Khoshnood læge og kriminolog til SVT.

For blot et par uger siden blev en frisør skudt i benet i Borås i Västra Götaland, mens han klippede en person, der viste sig at have bandeforbindelser. DR Nyheder har været i kontakt med frisøren, der ikke ønsker at stille op til interview.

Hvad siger Sveriges ledere?

Den verserende bandekonflikt, flere voldsomme skudepisoder og ikke mindst drabet på en bare 12-årig pige, har fået den socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, til at reagere. Og i forrige uge koblede statsministeren indvandrere sammen med den stigende kriminalitet i Sverige.

- Med stor migration bliver det sværere at skabe vellykket integration. Og så vokser risikoen også for de problemer, vi nu ser, sagde Löfven under en partilederdebat i Rigsdagen.

En forbindelse han ellers ikke tidligere har italesat på den måde.

I SVT-programmet Aktuellt uddybede Stefan Löfven sit nye standpunkt. Det kan du se i videoen ovenfor.

Hvorfor kigger de til Danmark?

Onsdag var formanden for Sverigedemokraterne, Jimmie Akesson, så i København for at udfritte tidligere integrationsminister og nuværende næstformand i Venstre, Inger Støjberg, om det samme.

Forinden var formanden for Det Konservative Folkeparti, tidligere justitsminister Søren Pape Poulsen, inviteret til Stockholm for at fortælle oppositionspartiet Moderaterna om den mangeårige danske kamp for at standse banderne.

- I de sidste ti år er antallet af danske bandemedlemmer faldet med en tredjedel. Der er nu flere bandekriminelle i region Stockholm end i hele Danmark, skriver oppositionsleder Ulf Kristersson, Moderaterna, på sin Facebook-profil efter Papes besøg.

Kristersson fremhæver i en debat i Rigsdagen, at eftersom fem unge svenske mænd for nylig af danske domstole blev idømt mellem 20 år og fængsel på livstid for to bandedrab begået i Danmark vel at mærke, så kan det lykkes at bremse kriminalitet efter dansk forbillede.

- Danmark har vendt udviklingen med den rette politik, siger han til Expressen.

I Sverige er indvandrere fra ikke-EU-lande 14 procentpoint mere arbejdsløse end ikke-indvandrere. I Danmark er det tilsvarende tal lige over seks procentpoint, viser en rapport fra Nordisk Ministerråd.