Nævekamp i det tyrkiske parlament efter kritik af Erdogan

Oppositionen kritiserer Erdogan for Tyrkiets militæroffensiv i Syrien.

Præsident Erdogan har ikke respekt for de tyrkiske soldater, der har mistet livet i Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien, og det er uansvarligt at sende tyrkiske tropper i kamp uden luftstøtte.

Sådan lød anklagen onsdag fra Engin Ozkoc, et parlamentsmedlem for det tyrkiske oppositionsparti, CHP.

En syrisk mand slæber døde kyllinger ud af ruinerne, efter et russisk luftangreb i dag ramte en kyllingefarm. Mindst 15 mennesker blev dræbt, lyder meldingen fra Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der overvåger drab og brud på menneskerettigheder Syrien. (Foto: ABDULAZIZ KETAZ © Scanpix)

Anklagerne mod Erdogan kom på et pressemøde og senere via Twitter, og da Engin Ozkoc så gik på talerstolen i parlamentet samme dag udbrød der et slagsmål i løbet af hans tale.

Iføge Tyrkiets statsejede nyhedsbureau, Anadolu, så vil der nu blive indledt efterforskning for "præsidentsfornærmelse", skriver nyhedsbureauet Reuters.

Flere end 50 tyrkiske soldater er blevet dræbt i Syrien, bare den seneste måned, hvor hårde kampe er blevet udkæmpet mellem Tyrkisk-støttede oprørere og syriske regeringsstyrker, som bliver støttet af Rusland.

"Uværdig, lav og forræderisk"

Tyrkiet har sendt tusindvis af soldater til syrien for at forhindre syriske regeringsstyrker i at generobre Idlib-provinsen.

I en tale til sit parti, AKP, har Erdogan beskyldt oppositionen for at være "uhæderlig, uværdig, lav og forræderisk" ved at stille spørgsmålstegn ved Tyrkiets militære indsats i Idlib-provinsen. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Tyrkiet og Rusland er de to vigtigste aktører, når det kommer til at mægle i konflikten i Syrien. De støtter hver sin side i krigen, der nu har varet i 9 år. (Foto: MICHAEL KLIMENTYEV / SPUTNIK / K © Scanpix)

I dag mødes den tyrkiske præsident Erdogan med Ruslands præsident, Vladimir Putin, for at diskutere den igangværende konflikt i Syrien, der har sendt store flygtningestrømme mod Tyrkiet.

- Verdens øjne hviler på os, lød det fra Erdogan, før de to ledere gik ind til møde.

- De skridt, som vi kommer til at tage, de rigtige beslutninger, som vi vil træffe i dag, vil lette på bekymringerne over regionen og vores land, sagde den tyrkiske præsident.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk