Nancy Pelosi valgt som formand for Repræsentanternes Hus

78-årig demokratisk veteran er igen den mest magtfulde kvinde i USA.

Hun er igen og igen blevet afskrevet som et politisk fortidslevn.

Alligevel blev demokraten Nancy Pelosi her til aften taget i ed som formand for Repræsentanternes Hus, det ene af Kongressens to kamre.

- Vi samles her i den nye kongres med en følelse af håb for fremtiden, sagde Pelosi fra talerstolen, hvor hun som formand nu er den tredje mest magtfulde person i amerikanske politik, kun overgået af præsidenten og vicepræsidenten.

Og det i en alder af 78 år.

- Nancy Pelosi er en erfaren politiker, en dygtig taktiker, og hun ved, hvordan hun skal placere sig i de forskellige forhandlinger og magtspil, forklarer Anders Agner, chefredaktør på internetmediet Kongressen.com, der følger amerikansk politik.

- Og så har hun et kolossalt netværk i det demokratiske bagland; hun ved, hvem hun skal bygge alliancer med, og hun ved, hvordan man bevarer magten - og det er ofte det vigtigste i toppolitik, understreger Anders Agner.

Første kvindelige formand

Nancy Pelosi har da også en lang politisk karriere bag sig, og hun har også tidligere siddet på posten som formand for Repræsentanternes Hus, da hun i 2007 som den første kvinde i historien fik overdraget hammeren, der følger med posten.

En post hun sad på, indtil Republikanerne genvandt magten og overtog flertallet i Repræsentanternes Hus i 2011.

- Da Nancy Pelosi i 2011 som 70-årig gav hammeren videre til sin republikanske efterfølger, var der ikke mange der forudså, at hun skulle få den igen otte år senere, da hun jo ikke er helt ung. Men Nancy Pelosi havde andre planer, og det viser noget om, hvad det er for en karakter, vi har med at gøre, vurderer Anders Agner.

Valgt i 1987

Pelosis vej til toppen begyndte i Baltimore, Maryland, hvor hun i 1940 blev født som det yngste af seks børn og eneste pige. I 1947 blev Nancy Pelosis far byens borgmester efter otte år som kongresmedlem i Washington D.C.

Hendes egen politiske karriere tog fart, efter hun flyttede med sin mand til San Francisco i Californien, hvor hun først var hjemmegående husmor til fem børn. I 1987 blev hun selv valgt til Repræsentanternes Hus, og i 2002 blev hun det demokratiske partis indpisker, der har til opgave at sørge for, at medlemmerne stemmer efter planen.

I 2007 blev hun så formand for første gang, og i den funktion var hun blandt andet med til at sikre nok opbakning i Repræsentanternes Hus til daværende præsident Barack Obamas sundhedsreform, bedre kendt som Obamacare.

Beskudt fra alle sider

Pelosis mange år ved magten har gjort hende til en upopulær dame blandt Republikanerne, og under midtvejsvalget i 2018 blev hun brugt som skræmmebillede i intet mindre end hver fjerde valgreklame for republikanske kandidater til Repræsentanternes Hus.

- Hun lader sig ikke provokere eller kue, selvom hun er blevet lagt for had. Hun ved, at det politiske spil er beskidt, siger Anders Agner.

Også i sine egne rækker har Nancy Pelosi i stigende grad mødt modstand, især fra unge politikere på venstrefløjen hos Demokraterne.

- Fx har den 29-årige Alexandria Ocasio-Cortez, der blev valgt ind i New York, kritiseret Nancy Pelosi, som hun mener er for moderat, midtersøgende og hører fortiden til

Kritikere banket på plads

Mere end 60 demokratiske kandidater gik i efteråret til valg på at vælte Nancy Pelosi som kommende formand for Repræsentanternes Hus, og efter valget underskrev 16 nyvalgte medlemmer et brev, hvor de opfordrede til udskiftning i den demokratiske top.

Alligevel blev den 78-årige veteran formand igen.

- De kritiske stemmer på den demokratiske venstrefløj er nu blevet banket så meget på plads, at de har rettet ind og accepteret, at det er Nancy Pelosi, der er Demokraternes leder i Huset. Det viser igen, at Nancy Pelosi ikke er én, man bare lige bider skeer med, forklarer Anders Agner.

Den næste generation

Det er uvist, hvem der skal tage over efter Pelosi, når hun på et tidspunkt vælger at lægge formandens hammer for sidste gang. Hendes næstkommanderende, Demokraternes flertalsleder Steny Hoyer, er et år ældre end Pelosi, og er dermed næppe et oplagt valg.

- Hendes vigtigste opgave bliver at bevare flertallet i Repræsentanternes Hus ved valget i 2020, og derfra kan der blive tale om at overdrage stafetten på et tidspunkt - afhængigt af, om Donald Trump bliver genvalgt, siger Anders Agner.

Indtil da holder Nancy Pelosi fast i sin hammer.

Facebook
Twitter