Narkobaronen 'El Chapo' for retten: 'Han er en syndebuk - ingen berygtet leder'

Forsvarer for mexicansk leder af narkokartel afviser, at han står bag drab og narkosmugling.

'El Chapo' blev fanget i Mexico i 2016 efter at have været på flugt siden 2015. Han var flygtet for anden gang i et topsikret fængsel. Siden blev han udleveret til USA. (arkivfoto) (Foto: ALFREDO ESTRELLA © Scanpix)

Svært bevæbnede specialstyrker, bombehunde, massive sikkerhedstjek og metaldektorer.

Sikkerheden er særlig skærpet i retssalen i Brooklyn, New York, hvor sagen mod den formodede mexicanske narkobaron Joaquín Guzmán Loera også kaldet 'El Chapo' er begyndt.

USA forsøger at få ham dømt for mellem 1989 og 2014 at være bagmanden til tusindvis af drab, trusler, omfattende hvidvask for milliarder og en af de største narkosmuglinger til USA nogensinde som lederen af det frygtede og magtfulde Sinaloa-narkokartel.

'El Chapo' erklærer sig ifølge CNN ikke skyldig i anklagerne, og på den første retsdag i går forsøgte hans forsvarsadvokat, Jeffrey Lichtman, at fremstille ham som en mand, der er blevet gjort til syndebuk i stedet for den rigtige leder, Ismael 'El Mayo' Zambada.

Guzman styrede ifølge advokaten ingenting og gav ikke ordre til den hårdkogte kriminalitet, det gjorde Zambada og andre ledere, der nu lever frit i Mexico, fordi de ifølge advokaten bestikker den mexicanske regering og den nuværende præsident Enrique Peña Nieto, skriver Reuters.

Flugtkonge og milliardær

Ifølge forsvaren har USA brugt myten om ham til at skygge for, at indsatsen mod narkotikasmugling har slået fejl.

At 'El Chapo' også er blevet kendt for at flygte to gange fra sit topsikrede mexicanske fængsel har kun underbygget mytegørelsen af ham, mener forsvaren.

- Ja, han er beskyldt for at være lederen. Men sandheden er, han har ikke været leder af noget. At få Guzman dømt er den største pris, som anklageren kan drømme om. De påstår, han er verdens største narkohandler. Det passer ikke, sagde Jeffrey Lichtman i går i retten ifølge CNN.

Anklageren, Adam Fels, beskrev derimod narkobaronen som en mand, der gik fra at være lille hashhandler til hjernen bag indsmugling af flere hundrede ton kokain til USA, som pr. gang kunne indbringe kartellet 10 millioner dollars. Narkoen er blandt andet kommet til USA gennem kilometervis af avancerede tunnelsystemer.

'El Chapos' kone, Emma Coronel, følger retssagen mod husbonden i New York. (Foto: Mary Altaffer © Scanpix)

Narkosmuglingen har angiveligt indbragt ham 90 milliarder kroner og givet ham en plads på Forbes' liste over verdens rigeste personer.

'El Chapo' blev fængslet i Mexico i 2016 efter at have været flygtet for anden gang i 2015. Han blev efterfølgende udleveret til USA, som længe havde haft ham på listen over verdens mest eftersøgte personer.

Anklageren går efter at få ham dømt til livstid i fængsel.

Har siddet to år i isolation

  • I 2016 lykkedes det for de mexicanske myndigheder at pågribe 'El Chapo' igen. Siden udleveringen til USA for snart to år siden harhan tilbragt omkring 20 måneder i isolation i et topsikret fængsel på det sydlige Manhattan.

  • Joaquin "El Chapo" Guzman står over for 17 anklagepunkter og risikerer fængsel på livstid, hvis han findes skyldig. Retssagen mod ham ventes at vare op til fire måneder.

  • Dommeren i sagen, Brian Cogan, har besluttet, at de 12 nævninges identitet mod sædvane skal holdes hemmelig for offentligheden. Det samme gælder for 16 personer, der skal vidne imod "El Chapo".

  • Årsagen er ifølge anklagemyndigheden, at "El Chapo" er kendt for at få kartelkammerater til at dræbe og bortføre personer, der går imod ham.

  • Anklagerne henviser til, at en mexicansk dommer, der var med til at udlevere "El Chapo" til USA, blev skudt i hovedet, da han var ude på en løbetur. Kilde: Ritzau

Facebook
Twitter