Nasa vil bruge rumturisme som løfteraket mod større missioner

Fra år 2020 vil turister få mulighed for at blive fløjet til og bo på Den Internationale Rumstation.

Den amerikanske rumorganisation Nasa vil fra næste år tilbyde turister at besøge Den Internationale Rumstation ISS.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Nasa åbner Den Internationale Rumstation for kommercielle muligheder og vil markedsføre disse muligheder, som vi aldrig har gjort før, siger Jeff DeWit, økonomichef i Nasa.

Ifølge økonomichefen vil private astronauter få mulighed for at bo på rumstationen i op til 30 dage til den nette sum af 230.000 danske kroner - per overnatning.

Turisterne vil herudover i vanlig hotelstil også blive faktureret for konsumering af vand og brug af andre services på rumstationen. At være indlogeret på rumstationen bliver dog den mindste del af regningen.

Turisterne ude i rummet må nok overlade rumvandringerne til astronauterne. (Arkivfoto) (Foto: NASA NASA © Scanpix)

En dyr tur-retur-billet

En returbillet vil nemlig komme til at koste i omegnen af 382 millioner kroner, skriver AFP. Penge der skal bruges på at komme meget længere væk fra Jorden, fortæller Jeff DeWit.

- Kommercialiseringen af lavt jordkredsløb vil gøre det muligt for Nasa at fokusere på at få den første kvinde og næste mand til Månen inden 2024 i første fase og så skabe en bæredygtig tilstedeværelse som forberedelse til fremtidige missioner til Mars, siger han.

Nasa vil ikke stå for at flyve hverken private eller erhvervskunder op til ISS. Det er i stedet de to selskaber SpaceX og Boeing, der har fået tilladelse af Nasa til at flyve mellem rumstationen og Jorden.

- Denne plan er ikke i konflikt med regeringens brug af rumstationen eller Casis, som driver Isis-laboratoriet. Men den tillader den private sektor adgang til det mest fantastiske forskningsanlæg, som nogensinde er blevet bygget. Så man kan bruge anlægget til at generere indkomst. Det er en helt ny måde for os at lave forretning på, siger Bill Gerstenmaier, der er Nasa-administrator.

SpaceX vil flyve til og fra rumstationen med fartøjet Crew Dragon, mens Boeing vil tilbyde turister at flyve med fartøjet ved navn Starliner, der stadig er under udvikling.

Ukendt antal billetter

Hvorvidt de kan afsætte billetterne til det svimlende beløb er uvist, men det meget lave udbud taler måske herfor.

Ifølge AFP vil det kun være muligt for op til 12 private astronauter at besøge ISS om året. Disse vil blive fordelt på to ture.

Den Internationale Rumstations første modul blev sendt i kredsløb om jorden i 1998, og siden er stationen blevet udvidet i et parløb mellem særligt USA og Rusland.

Siden år 2000 har stationen været bemandet året rundt, og der vil ifølge Nasa blive stillet samme krav til private astronauter som til rumagenturets egne, når det kommer til blandt andet fysisk form.

Private astronauter skal tillige bestå de samme test og opnå de samme certifikater som de professionelle astronauter.

/ritzau/

Facebook
Twitter