Natklubejer: Efterretningstjeneste havde advaret om angreb på natklub

Angreb skete trods forhøjet sikkerhed, siger ejeren af natklubben Reina til tyrkisk avis.

Natklubben Reina er et af byens kendte gå-ud-steder. Den ligger helt ned til Bosporusstrædet på den europæiske bred. (Foto: Ümit Bektas © Scanpix)

Den amerikanske efterretningstjeneste havde angiveligt advaret mod et angreb på natklubben Reina i Istanbul for mere end en uge siden, og sikkerheden var derfor forhøjet på stedet, der ligger ud til Bosporusstrædet.

Det siger natklubbens ejer, Mehmet Koçarslan, ifølge den tyrkiske avis Hürriyet.

- Amerikanske efterretninger havde advaret mod et angreb for en uge eller 10 dage siden, og der var blevet taget forholdsregler også omkring havnefronten. Og så skete det alligevel, siger han.

Mehmet Koçarslan fortæller også, at gerningsmanden brugte et kalashnikov-gevær.

Byens guvernør, Vasip Sahin, har tidligere sagt, at en politimand blev dræbt uden for natklubben, inden gerningsmanden gik indenfor og skød omkring sig.

Ingen meldinger om danskere

I alt 39 personer har indtil videre mistet livet, og 69 er blevet kørt på hospitalet. Fire af dem er alvorligt såret.

Indenrigsminister Süleyman Soylu har tidligere oplyst, at 15 eller 16 af de dræbte var udlændinge, men deres nationalitet er endnu ikke offentliggjort. Udenrigsministeriets Borgerservice meddeler, at der indtil videre ikke er meldinger om danskere blandt de dræbte og sårede.

Det er endnu uvist, om en eller flere gerningsmænd står bag angrebet. Tyrkiske medier har rapporteret, at en gerningsmand angiveligt er blevet set i julemandskostume, men det er ikke officielt bekræftet. Andre øjenvidner siger ifølge tyrkiske medier, at de har set to gerningsmænd, mens andre fortæller om tre gerningsmænd.

Indenrigsministeren har oplyst, at sikkerhedsstyrker lige nu jagter en gerningsmand, som er på fri fod. Han omtalte gerningsmanden i ental, og sagde ikke yderligere om, hvorvidt der kan have været flere gerningsmænd.

Natklubben Reina ligger på den europæiske bred af Bosporusstrædet helt ned til vandet. Flere af gæsterne sprang i vandet for at slippe væk under angrebet og blev efterfølgende reddet op af politiet.

Klubben er en af byens mest kendte både blandt lokale og turister, og ifølge CNN Turk var der 700 gæster, da angrebet fandt sted.

Facebook
Twitter