Nato-chef: Vi har hørt Trump klart og tydeligt

Ærlige og åbne diskussioner har gjort Nato stærkere, forsikrer Natos generalsekretær.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, under et pressemøde tidligere i dag. (Foto: Aris Oikonomou © Scanpix)

Den amerikanske præsidents ønske om, at Nato-landene når målsætningen om at bruge to procent af BNP på forsvarsbudgettet, er trængt igennem under de seneste dages Nato-topmøde i Bruxelles.

Det siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, her kort efter mødets afslutning.

- Vi havde en meget ærlig og åben diskussion - en diskussion, der har gjort Nato stærkere. Og som har skabt en fornyet følelse af uopsættelighed, lød det ifølge Reuters fra generalsekretæren.

- At vi har haft denne åbne diskussion, har også medført, at vi vil fordoble vores indsats, og det viser også, at præsident Trumps klare budskab har haft en indflydelse.

Forud for topmødet har det da heller ikke skortet på uenigheder omkring den to procents målsætning, som Nato-landene er blevet enige om at skulle nå inden 2024.

Nato forbliver stærkt

Den amerikanske præsident gentog ved mødets start sin skarpe kritik af de Nato-lande, som endnu ikke har opfyldt målsætningen. Kritikken var i særdeleshed rettet mod Tyskland, som er Europas største økonomi.

Men også han gik fra Nato-topmødet med opfattelsen af, at kritikken var blevet hørt.

- USA's forpligtelser over for Nato forbliver stærk, lød det efter topmødet fra den amerikanske præsident, som ifølge sig selv heller ikke har holdt tand for tunge.

- I går lod jeg dem vide, at jeg var ekstremt utilfreds med, hvad der foregår. De har øget deres forpligtelser betydeligt, og nu er vi meget glade og har et meget kraftfuldt og meget, meget stærkt Nato, lød det fra præsidenten.

Ingen løfter om en højere procent

Også den franske præsident, Emmanuel Macron, lagde efter mødet vægt på, at stemningen ved topmødet var vendt under dagens afsluttende møder.

Han afviste dog, at Nato-landene skulle være gået med til at hæve deres forsvarsbudgetter ud over de allerede aftalte to procent.

Den amerikanske præsident er netop landet i den britiske hovedstad, hvor han skal tilbringe de kommende dage på et officielt besøg. Lørdag rejser han videre til Skotland og søndag til Helsinki, hvor han skal mødes med den russiske præsident, Vladimir Putin.

Facebook
Twitter