Natur-ikon frygter for verdens fremtid: ’Tiden er ved at rinde ud’

FN's klimakonference i Polen har tiltrukket flere berømtheder.

David Attenborough har i årtier stået bag verdensberømte naturprogrammer på BBC. (Foto: ANDRZEJ GRYGIEL © Scanpix)

Klimaforandringer er den største trussel, menneskeheden har stået over for i tusindvis af år, og hvis ikke der bliver sat en stopper for dem, vil de få katastrofale konsekvenser for os alle.

Det var det dystre budskab fra den verdensberømte og prisvindende naturformidler David Attenborough, da han tidligere i dag talte ved FN’s klimakonference, COP24, i Katowice i Polen.

- Hvis ikke vi skrider ind, vil vores civilisationer kollapse, og en stor del af naturen har udsigt til at forsvinde, sagde den 92-årige David Attenborough fra talerstolen i den polske by.

Her er verdens lande samlet for at nå til enighed om en række aspekter i den globale klimaaftale, der blev indgået for tre år siden.

Målet med aftalen er, at verdens gennemsnitstemperatur maksimalt må stige med to grader celsius i år 2100 – og helst ikke mere end halvanden grad.

Og ifølge David Attenborough, som blandt andet står i spidsen for BBC-naturprogrammerne ”Den blå planet”, kan klimaaftalen føre til ”reelle forandringer”, hvis verdens lande vælger at handle.

- Verdens befolkning har talt, og budskabet er ikke til at tage fejl af. Tiden er ved at rinde ud, og de vil have, at jer, der tager beslutningerne, gør noget, sagde han.

Schwarzenegger kritiserer Trump-beslutning

FN’s klimakonference blev skudt i gang i dag og varer indtil den 14. december.

Den første uge består primært af tekniske forhandlinger mellem embedsmændene fra de forskellige lande, mens den anden uge står på politiske forhandlinger mellem verdens klima- og energiministre.

Derudover deltager en lang række klimaorganisationer, NGO’er og berømtheder, herunder Terminator-skuespilleren og eksguvernør Arnold Schwarzenegger.

Han har i flere år arbejdet for at bekæmpe de menneskeskabte klimaforandringer. Og selvom Arnold Schwarzenegger, der ligesom USA’s nuværende præsident, Donald Trump, er republikaner, så har han ikke mange roser tilovers for sin partifælle.

Arnold Schwarzenegger understregede, at USA er mere end bare Trump - også når det kommer til at bekæmpe klimaforandringerne. (Foto: Janek Skarzynski © Scanpix)

Donald Trump har nemlig valgt at trække USA fra klimaaftalen, og Arnold Schwarzenegger understregede under sin tale på klimakonferencen, at det er en ”åndssvag” beslutning.

Her understregede han samtidig, at en stor del af den amerikanske energipolitik bliver vedtaget på delstatsniveau, og at USA derfor fortsat ”er med i aftalen”.

- USA er mere end blot Washington og én leder, sagde han.

Opdateret 4. december klokken 08.30. I den oprindelige artikel stod der, at den globale gennemsnitstemperatur maksimalt må stige med tre celsius grader i år 2100 ifølge klimaaftalen. Der er tale om to grader celsius.