Naturkatastrofen i Japan er verdens dyreste

Den japanske regering skønner, at jordskælv kan koste op til 1600 milliarder kroner.

Bilister i kø for at købe benzin i byen Motoyoshi. (Foto: Carlos Barria © Scanpix)

Naturkatastrofen i Japan er målt i penge den mest omfattende nogensinde globalt. Det vil fremgå af et skøn, som landets regering onsdag vil offentliggøre, ifølge dagbladet Nikkei.

Regeringen estimerer, at katastrofen har forårsaget skader for mellem 15.000 og 25.000 milliarder yen. Det svarer til mellem 973 og 1600 milliarder kroner.

Estimatet omfatter skader på veje, bygninger, fabrikker samt den øvrige infrastruktur og overgå dermed udgifterne på omkring 600 milliarder kroner udløst af jordskælvet i Kobe i 1995, som indtil nu har rangeret som den økonomisk største naturkatastrofe.

Seks procent af bruttonationalproduktet

Lander udgifterne i den høje ende af regeringens skøn, modsvarer det omkring seks procent af det japanske bruttonationalprodukt. Det er første gang regeringen er kommet med et bud på katastrofens økonomiske omfang.

Skønnet omfatter ikke de indirekte omkostninger, som især den reducerede strømforsyning har medført. Heller ikke de afledte udgifter fra nedbruddet på atomkraftværket Fukushima Daiichi er medregnet.

Facebook
Twitter