Navalnyj overflyttet til nyt fængsel – risikerer at blive likvideret, siger seniorforsker

De allerede omfattende sanktioner mod Rusland gør, at det kan være svært at afskrække Moskva fra at skille sig af med Putin-kritikeren.

Tidligere på ugen var tvivl om, hvor Aleksej Navalnyj befandt sig, men han meldes nu overflyttet til et topsikret fængsel. På billedet ses han under en høring i sidste måned. (Foto: EVGENIA NOVOZHENINA © Ritzau Scanpix)

Den fængslede russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj er blevet overflyttet til et topsikret fængsel i Melekhovo 250 kilometer fra Moskva.

Det siger de russiske myndigheder ifølge flere russiske medier.

Fra officielt hold lyder det, at oppositionslederen er blevet overflyttet, fordi han er blevet idømt en ny straf.

- Og det er i forbindelse med det, siger myndighederne, at han nu er blevet flyttet. Det betyder, at han vil få færre besøg, og der vil ikke være mulighed for at udveksle breve og kommunikere på samme måde som før, siger Flemming Splidsboel, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Han peger på, at oppositionspolitikeren risikerer et værre scenarie end "det hårdere regime", som det topsikrede fængsel byder på.

- Der er et scenarie, som jeg synes, vi bliver nødt til at holde åbent, og det er risikoen for, at Navalnyj bliver likvideret, siger seniorforskeren til P1 Morgen.

Sanktioner har gjort muligheden for straf mindre

Navalnyj blev forsøgt likvideret med nervegiften novitjok i august 2020, og meget tyder på, at den russiske efterretningstjeneste FSB stod bag aktionen - noget, som præsident Putin har afvist.

Dengang blev oppositionslederen fløjet fra Rusland til Berlin, hvor han fik livreddende behandling, men i starten af sidste år valgte Navalnyj at vende tilbage til Rusland, hvor han straks blev anholdt.

Navalnyj nåede ikke længere end til paskontrollen, inden han blev anholdt:

Siden blev han idømt to og et halvt års fængsel i en fangelejr øst for Moskva, og i marts fulgte så en tillægsstraf på ni års fængsel for bedrageri og foragt for retten - anklager, som Navalnyj har kaldt politisk motiveret og et forsøg på at holde ham bag tremmer, beretter The Guardian.

Risikoen for at oppositionslederen nu bliver likvideret, skal ses i lyset af krigen i Ukraine og de sanktioner, invasionen har medført mod Rusland, siger Flemming Splidsboel.

Truslen om sanktioner har nemlig muligvis holdt Rusland tilbage fra "at skille sig af med Navalnyj", siger seniorforskeren.

- Nu kan man sige, at der er så mange sanktioner, at de måske tænker 'hvad kan der komme ekstra, som der ikke allerede er kommet?' Det kan betyde, at omkostningerne vil være relativt små for dem, siger Flemming Splidsboel, der peger på, at det russiske styre ville have flere ting at vinde ved at slå oppositionslederen ihjel.

- De vil komme af med Navalnyj, hvilket styret allerede har prøvet en gang, siger seniorforskeren med henvisning til attentatforsøget for to år siden.

- Og så kunne der selvfølgelig være en risiko for, at hvis der kommer intern uro i Rusland på grund af krigen og sanktionerne, så ville Navalnyj måske være den, der mest oplagt kunne samle folk omkring modstand mod styret.

Har fortsat sin kritik

Selvom Aleksej Navalyj har siddet fængslet i mere end 500 dage, har han fortsat med at modarbejde Putin-regeringen, påpeger Flemming Splidsboel.

Herunder gennem sine støtter, der både skriver og giver interviews på hans vegne.

- Og så har han haft mulighed for at kommunikere - blandt andet via sin advokat. Og det er så det, man med overflytningen til et andet fængsel fra styrets side måske håber på at begrænse, siger seniorforskeren, der peger på, at oppositionslederen blandt andet har kritiseret invasionen af Ukraine.

Herunder ved en høring i sidste måned, hvor han forgæves forsøgte at få sin fængselsdom på ni år ændret.

Aleksej Navalnyj talte til retten i Moskva via videolink fra straffelejren i Pokrov øst for Moskva. (Foto: EVGENIA NOVOZHENINA © Ritzau Scanpix)

- Det er en dum krig, som er startet af Putin. Den her krig er bygget på løgne, sagde han gennem en videoforbindelse i retten i Moskva.

- Én galning har sat kløerne i Ukraine, og han ved ikke, hvad han vil gøre med det - denne vanvittige tyv.