Navalnyjs lejlighed og kontorer ransaget

Flere personer knyttet til den russiske oppositionsleder har haft besøg af politiet.

Der blev banket på hos familie, kolleger og samarbejdspartnere.

Russisk politi gjorde ingen undtagelser, da de i dag aflagde besøg hos flere personer i Aleksej Navalnyjs inderkreds og ransagede både hjem og kontorer.

Det gjaldt også Navalnyjs egen lejlighed, hvor hans bror Oleg opholdt sig.

- Aleksej Navalnyjs lejlighed i Moskva blev gennemsøgt. Der var mange iført "tunge" masker. De nedbrød døren. Oleg Navalny er i lejligheden. På hvilken baggrund ved vi ikke, skrev lederen af antikorruptions-organisationen FBK, Ivan Sjdanov på Twitter.

Herefter hamrede politiet også på døren til den lejlighed, hvor hans kone Julia Navalnaja opholdt sig. I en video lagt ud på de sociale medier, kan man høre hende råbe, at hendes advokat er på vej.

Derudover var politiet blandt andet også forbi Navalnyjs pressesekretærs hjem samt kontoret, hvor FBK holder til, og hvor Navanlyj sender sine youtube-videoer fra.

På videooptagelser kan man blandt andet se, hvordan politiet bryder ind på kontoret.

Betjenentene bliver blandt andet spurgt, hvad de skal der, og hvorfor de er der.

Ifølge flere russiske medier har politiet foretaget ransagninger på baggrund af en kendelse, der henviser til efterforskning af brud på sanitær- og epidemiologilovgivningen - noget der skulle være sket i forlængelse af de store demonstrationer, som fandt sted i sidste weekend.

Største demonstrationer i flere år

Titusindvis af demonstranter samlede sig i mere end 100 byer over hele landet for at vise støtte til Navalnyj, der har siddet varetægtsfængslet, siden han vendte hjem til Rusland 17. januar efter næsten fire måneder i Tyskland.

Protesterne er nogle af landets største det seneste årti, og knap 4.000 personer blev anholdt efter dem, der også førte til voldelige sammenstød mellem demonstranter og politiet.

Flere ledende personer fra oppositionsbevægelsen har opfordret folk i hele landet til at gå på gaden igen på søndag, og foreløbig er der planlagt demonstrationer i flere end 50 byer.

Palads-video nærmer sig 100 millioner

Aleksej Navalnyj selv sidder i øjeblikket varetægtsfængslet for at have brudt betingelserne for en tidligere dom, da han opholdt sig i Tyskland, hvor han blev behandlet for et nervegiftangreb - et angreb, han hævder, præsident Vladimir Putin står bag.

Han har bakket sin anklage op med optagelser, hvor han angiveligt taler med en efterretningsagent, der i detaljer forklarer, hvordan angrebet skulle være fundet sted.

Den russiske præsident har afvist at have kendskab til giftangrebet, og tidligere på ugen afviste Putin så også selv de korruptionsanklager, Aleksej Navalnyj har rettet mod præsidenten i sin seneste video.

Paladset rummer indendørs ishockeybane, en kæmpe indendørs pool med dertilhørende bar, kasino samt teater for blot at nævne nogle herlighederne.

Bag paladset - og en række eksklusive vinplantager og gårde - er et helt galleri af personer, der alle på den ene eller anden måde ifølge Navalnyj og FBK kan knyttes til præsidenten - også selv om Vladimir Putin ikke selv direkte står som ejer af hverken palads eller området, det er bygget på.

Selv afviste præsidenten det også selv på det klareste, da han blev spurgt konkret til det under en videokonference med nogle skolelever.

- Jeg ejer intet af det, der bliver vist, og det gør mine nære slægtninge heller ikke, og det har de aldrig gjort, lød det fra præsident Putin.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter