Den tidligere nazilejrvagt John Demjanjuk blev i dag hentet i sit hjem i Ohio, USA, for at blive deporteret til Tyskland, hvor han står anklaget for at have hjulpet med at dræbe 29.000 jøder under Den Anden Verdenskrig.
Den 89-årige Demjanjuk blev båret ud fra sit hjem på en båre og kørt væk i en privat ambulance.
Ifølge officielle kilder vil han blive sat om bord på et fly med kurs mod München fra Clevelands Burke Lakefront lufthavn senere i dag.
Hævder han var tvunget
En tysk embedsmænd siger, at Demjanjuk ventes at ankomme til Tyskland i morgen.
Demjanjuks forventede deportation fra USA til Tyskland afslutter flere måneders juridiske stridigheder.
Demjanjuks familie har med henvisning til, at Demjanjuk var for syg til at rejse, forsøgt at appellere hans deportation. Dog uden held.
Demjanjuk, der blev født i Ukraine i 1920, var soldat i det tidligere Sovjetunionens Røde Hær, indtil han blev taget til fange af soldater fra Nazityskland i foråret 1942.
Han arbejdede i årene derefter i forskellige af nazisternes dødslejre i Polen og Tyskland som vagt.
Demjanjuk har hele tiden insisteret på, at han blev tvunget til at arbejde for nazisterne.
Demjanjuk udvandrede til USA med sin familie i 1952.