Nej tak til flygtninge skal koste EU-lande dummebøder

Lande, der ikke vil tage del i EU's fordeling af asylansøgere, kan "købe sig fri" - og det kan blive dyrt for lande som for eksempel Polen, vurderer DR's EU-korrespondenter.

EU-Kommissionen ønsker en mere solidarisk tilgang til europæisk asylpolitik. (Foto: TOBIAS SCHWARZ © Scanpix)

Vil man ikke tage del i den europæiske omfordeling af flygtninge, må man punge ud.

Og hvis det står til EU-Kommissionen skal det koste EU's medlemslande næsten 1,9 millioner danske kroner - 250.000 euro - per afviste asylansøger.

Sådan lyder et forslag, som Kommissionen har fremsat efter et møde, hvor Dublin-forordningen blandt andet var på dagsordenen.

Forslaget er ifølge Kommissionen det første skridt i en omfattende reform af den fælleseuropæiske asylsystem.

Forordningens nye elementer går blandt andet på et mere "fair" system, som er baseret på solidaritet.

Det skal sikre, at visse nationer ikke bukker under for presset fra de mange flygtninge og migranter, der ankommer - og vil fortsætte med at ankomme, til Europas kyster, lyder det fra Kommissionens næstformand, Frans Timmermans.

- Der er ingen vej udenom det. Når en medlemsstat er overvældet, må der være solidaritet og en fælles deling af ansvaret internt i EU. Det er det, som vores forslag i dag skal sikre, lød det fra Timmermans på et pressemøde tidligere i dag.

De nye elementer består blandt andet også af større forpligtelser for asylansøgere, en bedre beskyttelse af uledsagede mindreårige og en udvidelse af definitionen af, hvem der tæller som familiemedlemmer.

Er Danmark inde eller ude?

Selvom Danmark har et retsforbehold, som betyder, at vi ikke tager del i EU's udlændingepolitik, så kan ændringen af Dublinforordningen alligevel få stor betydning for Danmark, fortæller DR' EU-korrespondent, Ole Ryborg.

- Hvis forslaget bliver lavet på en bestemt måde, så kan Danmark ryge ud af EU's asylpolitik, så Danmark ikke kan sende asylansøgere tilbage til andre lande, hvis de har søgt asyl der først.

- Men det kan også ende med, at det ikke får nogen konsekvenser. Det hele afhænger af, hvordan forhandlingerne kommer til at køre. Så det vil blive fulgt meget, meget tæt fra dansk side, fordi det potentielt kan få stor betydning.

Skal fremtvinge solidaritet

Formålet med forslaget er ifølge Ole Ryborg at fremtvinge den solidaritet, der ikke har været til stede hos en række EU-lande under flygtningekrisen.

Forslaget kan da også komme til at koste modvillige lande som Polen milliarder, vurderer DR's EU-korrespondent, Karin Axelsson.

- Det kan blive dyrt for et stort land som for eksempel Polen, der har nægtet at tage imod flere flygtninge ligesom en række andre østeuropæiske lande. Der vil det blive helt op i milliardklassen, hvis det her bliver bødestørrelsen, siger hun.

Svært at føre ud i livet

Forslaget skal accepteres af medlemslandene, og det kan dog blive vanskeligt at få ført ud i livet, fortæller Karin Axelsson.

- Der er nemlig rigtig meget modstand mod fordelingsdiskussionen af flygtninge fra visse lande i EU.

- Det store spørgsmål, og det, der bliver rigtigt spændende, er, om man vil bruge rå muskelkraft og stemme det igennem med et kvalificeret flertal hen over hovedet på de her utilfredse lande. Det har man vist sig villig til at gøre før, siger Karin Axelsson.

Facebook
Twitter