Nepal appellerer til Danmark om ikke at fjerne bistand

Udfasningen af bistanden til lande som Nepal, Pakistan og Indonesien bliver mødt med stor undren.

Nepal blev i foråret blev ramt af et jordskælv og aktuelt er landet lammet af en økonomisk blokade langs grænsen til Indien. (Foto: © NAVESH CHITRAKAR, Scanpix)

Det vil ramme Nepal uforholdsmæssigt hårdt, hvis Danmark som planlagt udfaser sin udviklingsbistand til landet som led i regeringens varslede omlægning af bistanden.

Det mener landets finansminister, Ram Saran Mahat, der i et interview med Politiken siger, at han er stærkt overrasket over den danske beslutning.

- Vi er stadig et lavindkomstland, og derfor burde vi ikke blive berørt af den danske beslutning, siger Mahat med henvisning til beslutningen om at fortsætte støtten til Bangladesh, og at Nepal beskæres efter samme principper som de mere velhavende lande Pakistan, Indonesien og Vietnam.

Danmark vil udfase årtiers udviklingssamarbejde med Nepal, der i foråret blev ramt af et jordskælv og aktuelt er lammet af en økonomisk blokade langs grænsen til Indien.

Nepal ventes i år at modtage 167 millioner kroner fra Danmark. Og efter 2019 er det helt slut som følge af, at Nepal sammen med Indonesien og Pakistan bliver helt udfaset som danske prioritetslande.

I Udviklingspolitisk Råd, der rådgiver udenrigsministeren, undrer rådsmedlem Tine Bork sig også over udfasningen af den danske støtte til Nepal.

/ritzau/