Netanyahu afkorter USA-besøg efter raketangreb

En raket affyret fra Gaza har ramt et hus i Israel. Seks personer meldes såret.

En raket har mandag morgen ramt og ødelagt et hus nord for Tel Aviv. Seks mennesker meldes såret. (Foto: STRINGER © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, afkorter nu sit besøg i USA, efter at en raket affyret fra Gaza har ramt et hus i Israel og såret seks personer.

Netanyahu vil rejse hjem til Israel efter sit møde med præsident Donald Trump senere mandag, lyder det i en pressemeddelelse fra Netanyahu.

Raketten ramte tidligt mandag morgen et hus i det centrale Israel og sårede seks mennesker.

Det oplyser den israelske redningstjeneste.

Lyden af advarselssirener vækkede beboerne i boligområdet Sharon nord for Tel Aviv. Herefter fulgte lyden af en eksplosion.

Det israelske militær oplyser, at det har observeret en raket affyret fra Gazastriben.

Ifølge israelsk politi ramte raketten et hjem i Mishmeret, der ligger nord for byen Kfar Saba. En efterfølgende brand ødelagde huset.

Redningstjenesten Magen David Adom oplyser mandag morgen, at seks personer er under behandling. Ifølge tjenesten er en 50-årig kvinde blevet "moderat såret", mens de andre, herunder et spædbarn, er kommet "lettere til skade".

Angrebet kommer, ti dage efter at raketter blev affyret mod Israels tætbefolkede kommercielle hovedstad, Tel Aviv. Det israelske militær slog tilbage mod Gaza, og parterne syntes at nærme sig endnu en konfrontation.

Hamas-lederne i Gaza var dog hurtigt ude at sige, at raketterne var blevet affyret ved en fejl, hvilket bragte ro over situationen.

Det står ikke umiddelbart klart, hvem der står bag raketten mandag.

Gaza styres af Hamas, der er en islamistisk, militant gruppe. Området er også hjemsted for andre militante grupper, herunder Islamic Jihad, der er en iranskstøttet organisation, som også råder over et stort raketarsenal.

Israel og Hamas er arvefjender og har udkæmpet tre krige, siden den islamistiske, militante gruppe tog magten i Gaza i 2007.

Siden 2014, hvor den seneste krig mellem Israel og Hamas fandt sted, er konflikten sporadisk blusset op.

Palæstinenserne har endnu ikke kommenteret på mandagens hændelse.

/ritzau/AP

Facebook
Twitter