Netanyahu opgiver at danne ny regering i Israel

Den israelske premierministers rival ventes nu at få chancen.

Benny Gantz får nu muligheden for at blive Israels næste premierminister. (Foto: Ronen Zvulun © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Efter parlamentsvalget i september er det mislykkedes for premierminister Benjamin Netanyahu at danne en ny regering i Israel.

Han har mandag afleveret sit mandat til at danne regering tilbage til præsident Reuven Rivlin.

Det er anden gang inden for et halvt år, at Netanyahu har været ude af stand til at samlet et flertal for en regering. Begge gange efter parlamentsvalg, der gav mudrede resultater.

Ganz venter i kulissen

Præsident Rivlin ventes derfor snarest at give Netanyahus rival, Benny Gantz fra partiet Hvidt og Blåt, muligheden for at danne en koalitionsregering.

Præsidenten vil informere de øvrige partier om det, og de vil få tre dage til at melde tilbage, hvad deres holdning er. Først da overdrager han opgaven til Gantz.

Gantz vil herefter få 28 dage til at samle et flertal for en ny regering.

Ingen klar vinder

Valget 17. september gav ikke nogen klar vinder. Netanyahus Likud-parti fik et mandat mindre end Blåt og Hvidt, men tilsyneladende med lidt mere støtte fra andre partier end Gantz.

Det kræver 61 mandater for at sikre sig et flertal i Knesset.

Det var samme situation for Netanyahu efter et valg i april. Han forsøgte, men kunne ikke finde et flertal. Sekulære politikere sagde, at de havde fået nok af Netanyahus studehandler med de små religiøse partier i den tidligere regering.

Hvis det heller ikke lykkes Gantz at samle en regering, så styrer Israel mod det tredje valg inden for kort tid

/ritzau/dpa