Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har indgået en aftale med højrefløjspartiet Jødisk Hjem om, at det mindre parti bliver en del af den kommende regering.
Det siger politiske kilder ifølge Reuters.
Israelsk radio rapporterer ligeledes ifølge det tyske nyhedsbureau dpa, at en aftale er på plads mellem Netanyahu og Jødisk Hjem.
Den kommer kort tid inden, at fristen for at samle tilstrækkeligt med mandater udløber klokken 23 dansk tid.
61 ud af 120 pladser
Med Jødisk Hjem om bord kan Netanyahu nu gå i gang med at danne regering. Hans eget parti, Likud, fik 30 mandater ved valget i marts, og Jødisk Hjem fik otte.
I forvejen har premierministeren indgået samarbejdsaftaler med centrumhøjrepartiet Kaluna (10 mandater) og de to ultraortodokse partier Shas (syv mandater) og Forenede Tora-Jødedom (seks mandater).
Dermed sidder koalitionen på det mindst mulige flertal, nemlig 61 af de 120 pladser i Israels parlament, Knesset.
/ritzau/Reuters