New Mexico afskaffer dødsstraf

New Mexico afskaffede som den 15. amerikanske stat i nat dødsstraf.

Guvernør Bill Richardson kalder vedtagelsen af loven kulminationen på "en lang, personlig rejse for mig". (Foto: Paul J. Richards © Scanpix)

New Mexicos guvernør, demokraten Bill Richardson, satte i nat sin underskrift på en lov, der afskaffer brugen af dødsstraf i den amerikanske delstat.

Tidligere på ugen stemte kongressen i New Mexico for et forslag om, at fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse fremover skal være statens strengeste straf, og med Richardsons underskrift træder loven i kraft.

Guvernøren kalder vedtagelsen af loven kulminationen på "en lang, personlig rejse for mig".

Han tilføjer, at han var tilhænger af dødsstraf, da han blev valgt for seks år siden, og fortsat mener, at det er en passende straf for de groveste forbrydelser, men at han i løbet af sin embedsperiode har "udfordret sin egen tankegang omkring dødsstraf".

Med New Mexicos beslutning er 15 af USA's delstater dermed uden dødsstraf.

Facebook
Twitter