New York lægger sag an mod Trumps fond: Søger om tvangsopløsning

Statsanklageren i New York vil tvangsopløse præsident Trumps fond for "vedvarende ulovlig adfærd".

Ifølge staten New York er der sket ulovlig koordinering mellem fonden og Trumps præsidentkampagne i 2016. (Foto: Carlo Allegri © Scanpix)

Statsanklageren i New York sagsøger og vil tvangsopløse præsident Donald Trumps fond "Donald J. Trump Foundation" for "vedvarende ulovlig adfærd" gennem de seneste 10 år.

Ifølge statsanklageren, Barbara Underwood, har fonden været involveret i "udstrakt ulovlig politisk koordinering" med Trumps 2016-præsidentkampagne, ved at bruge fondens navn og de midler fonden indsamlede, til at reklamere for kandidaten.

Fonden fungerede som en slags checkhæfte for Trump, som blev brugt til personlige indkøb, reklame for hans virksomheder og politiske liv, lyder det fra Barbara Underwood i en pressemeddelelse fra statsanklageren.

Donald Trump selv, datteren Ivanka og præsidentens sønner Eric and Donald Jr., er direkte nævnt i statens søgsmål, fordi de sidder i fondens bestyrelse.

Det fremgår dog også at fondens bestyrelse ikke har holdt møde siden 1999, og at det i praksis er Donald Trump, som har taget alle beslutninger.

Fonden købte Trump-portræt til golfklub

Søgsmålets påstand er blandt andet, at fonden brugte 100.000 dollars - over 600.000 kroner - på at betale forlig i sager mod præsidentens Mar-A-Lago resort.

158.000 dollars - over en million kroner - skal være brugt på at slippe for sager mod en af Trumps golfklubber, lige som fonden angiveligt har brugt 10.000 dollars, over 60.000 kroner, på at indkøbe et maleri af Trump til endnu en af hans golfklubber.

Sidstnævnte er ifølge statsanklageren et af mindst fem eksempler på transaktioner, hvor præsident Trump og hans familie sammenblander politikeren Trumps- og Donald J. Trump Foundations interesser.

Derved bryder de den amerikanske skattelovgivningen om velgørende organisationer, mener anklageren.

Melder Trump til skat og valgkommission

Staten New York kræver, ud over opløsning af fonden, tilbagebetaling af 2,8 millioner dollars, som fonden ifølge anklageren brugte på at støtte Trumps præsidentkampagne.

Derudover vil statsanklageren have Donald Trump blacklistet som bestyrelsesmedlem i en velgørenhedsorganisation i staten New York de næste 10 år. Hans børn skal have et års karantæne.

Anklageren har desuden sendt breve til den føderale skattemyndighed og valgkommission med oplysninger om mulige brud på føderale love og regler.

I en pressemeddelelse afviser fonden anklagerne, og kalder dem "politik når det er værst".

- Fonden har doneret over 19 millioner dollars til værdige velgørende formål, mere end den har indsamlet, hedder det videre, ifølge CNN.

Trump har - vanen tro - hurtigt svaret (svarets del to her, red.) på statsanklagerens pressemeddelelse via Twitter.

Her bedyrer han, at han vil kæmpe sagen til dens bitre ende og ikke indgå forlig med "slibrige New York-demokrater", som "gør alt hvad de kan for at sagsøge mig".