New Yorks borgmester om mistænkelige pakker: 'Det er absolut terrorisme'

Ifølge FBI er det ikke usandsynligt, at flere breve eller pakker er blevet sendt.

New Yorks borgmester, Bill de Blasio, opfordrer på et pressemøde befolkningen til at henvende sig til myndighederne, hvis de har oplysninger i sagen. (Foto: Justin lane © Scanpix)

Efter at flere mistænkelige pakker er blevet sendt til en række kendte amerikanere, slår New Yorks borgmester, Bill de Blasio, fast, at der er tale om en terrorhandling.

- Det er absolut terrorisme. De er lavet for at skabe frygt. Tydeligvis er det, vi har set de seneste dage, et angreb mod medier og fremtrædende offentlige personer, siger han på et netop afholdt pressemøde.

Mindst ni kendte amerikanere har enten modtaget brevbomber eller mistænkelige pakker med posten. I alt er der fundet ti breve eller pakker.

FBI, der står for efterforskningen, kan stadig ikke komme med særlig mange oplysninger i sagen, og vil hverken svare på, hvad pakkerne indeholder, eller hvor de er sendt fra.

- Vi er stadig i de tidlige stadier i efterforskningen. Vi kan ikke afsløre oplysninger, der kan have negativ indflydelse på vores efterforskning eller en fremtidig retssag. Men det er muligt, at flere pakker er blevet sendt eller kan blive sendt, siger William Sweeney, vicedirektør for FBI, på pressemødet, og fortsætter:

- Enhver genstand kan anses som farlig. I skal ikke røre eller flytte en mistænkelig eller ukendt pakke. Overlad det til eksperterne og kontakt myndighederne med det samme.

Opfordrer til en respektfuld tone

På pressemødet opfordrer New Yorks borgmester, Bill de Blasio, befolkningen til at hjælpe med at bekæmpe den politiske splittelse i USA ved at holde en respektfuld tone over for hinanden.

- Vi skal ikke kun spørge, hvad de mest fremtrædende stemmer gør. Vi er også nødt til at spørge os selv, om vi alle sammen behandler hinanden med respekt?. Behandler mænd og kvinder fra de retshåndhævende myndigheder med respekt. Behandler folk i medierne med respekt, siger han.

Han understreger, at det er afgørende, at borgerne henvender sig til politiet, hvis de har nogle oplysninger.

- Hvis I mener, I kan hjælpe, så kontakt politiet med det samme. Hold det ikke tilbage. Vi skal nok finde de skyldige, men mange gange er det på grund af borgernes henvendelser. Befolkningen kan være med til at løse problemet, siger han.

Alle Trump-kritikere

Sagen begyndte, da det kom frem, at tidligere udenrigsminister og præsidentkandidat Hillary Clinton, tidligere præsident Barack Obama og tv-stationen CNN havde været mål for simple sprængladninger sendt med posten. Senere er flere tilfælde kommet frem.

Pakkerne havde alle samme påståede og i øvrigt forkert stavede afsender. Den rigtige Debbie Wasserman Schultz er demokrat fra Florida. (Foto: FBI / HANDOUT © Scanpix) (Foto: FBI / HANDOUT)

Senest i dag fandt politiet et mistænkeligt brev, der denne gang var adresseret til skuespilleren Robert de Niro. Brevet blev afleveret i restauranten Tribeca Grill, der er ejet af Robert de Niro, i samme bygning på Manhattan i New York City, hvor de Niros firma TriBeCa Productions holder til.

Fælles for de ni modtagere er, at de enten er demokrater eller har støttet det demokratiske parti - og at alle er blevet kritiseret af USA's præsident, Donald Trump.

Ifølge FBI er alle mistænkelige breve og pakker blevet stoppet, før de nåede deres modtager.