New Yorks justitsminister sagsøger Trump og tre af hans børn for bedrageri

Donald Trump beskyldes for at overdrive værdien af ejendomme i nyt søgsmål.

New Yorks justitsminister, Letitia James, på pressemødet, hvor hun fremlagde søgsmålet mod Donald Trump, hans firmaer og flere af hans børn. (Foto: YUKI IWAMURA © Ritzau Scanpix)

USA's tidligere præsident, Donald Trump, kan se frem til endnu en retssag.

Denne gang handler det om selve grundlaget for hans formue.

For ifølge et civilt sagsanlæg fra delstaten New Yorks justitsminister, Letitia James, har Trump løjet og bedraget, når han har skullet opgive værdien af sit forretningsimperium.

Det har blandt andet gjort ham i stand til at optage lån på favorable vilkår, lyder anklagen.

- Donald Trump oppustede sin formue med milliarder af dollars for at gøre sig selv rigere og snyde systemet og dermed os alle, sagde Letitia James, der er demokrat, på et pressemøde i dag ifølge nyhedsbureauet AP.

Ivanka, Eric og Donald Trump Jr. blandt sagsøgte

Søgsmålet, der er anlagt ved en domstol på Manhattan, er også rettet mod ledende personer i Trump-organisationen samt den tidligere præsidents tre ældste børn; sønnerne Donald Trump Jr. og Eric Trump samt datteren Ivanka Trump.

Selv har Donald Trump beskyldt efterforskningen for at være politisk motivet og kaldt Letitia James for en "løbsk anklager", der er ude på "en hævntørstig og egoistisk fisketur".

For Trump, der ejer flere ejendomme i New York og golfbaner rundt omkring i verden, har det længe været en del af hans offentlige billede, at han var en succesfuld forretningsmand.

Men demokraten Letitia James og hendes kontor har brugt tre år på at gennemgå Trumps forretninger.

Ifølge søgsmålet har Trump og de øvrige stævnede i over 200 tilfælde givet forkerte og vildledende oplysninger om Trump-organisationens økonomi gennem de seneste ti år.

Tidligere præsident Donald Trumps ejedomskompleks og golfbane Mar-a-Lago i Florida, blev ifølge et nyt søgsmål værdiansat til 739 millioner dollars - omkring 5,5 milliarder danske kroner. (arkivfoto). (Foto: Joe Raedle © Ritzau Scanpix)

Søgsmål: Lejlighed voksede

Trump anklages blandt andet for at overdrive størrelsen og dermed værdien af sin luksuslejlighed på Fifth Avenue i New York.

Lejligheden, der er på 1.020 kvadratmeter, blev ifølge justitsministeren angivet til 2.780 kvadratmeter.

- At tredoble størrelsen på en lejlighed i forbindelse med vurdering er bevidst og overlagt svindel. Det er ikke en ærlig fejltagelse, siger Letitia James ifølge The Guardian.

Ifølge søgsmålet angav Trump også værdien af sit golf-resort Mar-a-Lago i Florida til, hvad der svarer til omkring 5,5 milliarder danske kroner, under den falske forudsætning, der kunne bygges boliger på stedet.

Den reelle værdi var omkring ti gange lavere, lyder anklagen.

Trump: Heksejagt

Donald Trump svarede onsdag aften tilbage på sociale medier.

Han kalder sagen en "heksejagt", og beskylder Letitia James, der er sort, for at være "racist" og en "svindler".

Justitsministeren kræver 250 millioner dollars fra Trump-organisationen og ønsker at få Donald Trump, Ivanka Trump, Eric Trump og Donald Trump Jr. frakendt retten til at drive forretning i delstaten New York.

Trump overvejer at stille op til det næste amerikanske præsidentvalg, men er omgærdet af en lang rette efterforskninger, søgsmål og retssager.