New Zealand vedtager lov der sletter homo-domme

Omkring 1.000 personer kan snart søge om at få deres dom for homoseksualitet slettet fra straffeattesten.

New Zealand har godkendt en lov, der skal gøre det muligt at slette en lang række domme mod homoseksuelle i landet afsagt før 1986. (Foto: Torben Christensen /Scanpix © SAEED KHAN)

Et enigt parlament i New Zealand har godkendt en lov, der betyder, at flere domme mod homoseksuelle kan blive slettet.

Homoseksualitet var ulovligt i New Zealand frem til 1986, og de personer, der blev dømt for deres seksuelle orientering har stadig dommene stående på deres straffeattest.

- Igen vil jeg gerne undskylde over for alle de mænd og medlemmer af regnbuesamfundet, som er blevet ramt af fordomme, stigmatisering og andre negative virkninger som følge af disse domfældelser, siger justitsminister Andrew Little.

- Denne lov sender et klart signal om, at diskrimination mod homoseksuelle ikke længere er acceptabelt, og at vi er forpligtet til at rette op på fortidens fejl, siger han

Afdødes domme kan fjernes

Justitsministeriet oplyser, at domme for overtrædelse af tre paragraffer før 1986 kan fjernes.

Det drejer sig om lovgivning, der forbyder henholdsvis analsex, uanstændig omgang mellem mænd og at drive et opholdssted for homoseksuelle.

Det anslås, at omkring 1.000 personer vil kunne søge om at få deres straffeattest visket ren.

Derimod kan man ikke få fjernet en dom, hvis man har dyrket sex med en mindreårig, eller hvis der er tale om overgreb.

Familier kan også søge om at få visket afdøde familiemedlemmers papirer rene.

/ritzau/

Facebook
Twitter