Opdatering: Dødstallet er opjusteret fra ni til 12.
12 personer er døde, efter der opstod panik på et stadion i det mellemamerikanske land El Salvador.
Det oplyser landets regering på Twitter ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Politiet oplyser, at adskillige tilskadekomne - herunder mindst to i kritisk tilstand - er bragt til et hospital.
De foreløbige oplysninger tyder på, at fansene blev mast, da de forsøgte at komme ind på stadionet, der ligger i San Salvador, for at se en fodboldkamp mellem holdene Alianza og FAS.
De to hold er nogle af de mest populære i landet.
- Det var en lavine af fans, der overrendte porten. Nogle var stadig under metallet i tunnellen. Andre lykkedes med at komme op på tribunen og så på banen, siger en unavngiven frivillig ifølge nyhedsbureauet AP.
Lokalt tv har vist live-billeder af panikken, der ifølge AP opstod blandt fans af holdet Alianza. Her kan man se dusinvis komme ind på banen, hvor de modtager behandling.
Kampen, der dannede rammerne om tragedien, var kvartfinalen i den bedste salvadoranske liga.
El Salvadors indenrigsminister, Juan Carlos Bidegain, siger, at civilbeskyttelsestjenestens førstehjælpere er på stadionet, hvor de hjælper dem, der er påvirket af ulykken.
Kampen blev afbrudt, mens folk blev evakueret fra stadion, hvor hundredvis af politifolk og soldater var samlet med lyden af sirener i baggrunden.
Landets sundhedsminister, Francisco Alabi, siger, at landets hospitaler "giver medicinsk behandling til alle patienter" i kølvandet på hændelsen.
Tragedien i El Salvador finder sted syv måneder efter, at 135 personer mistede livet, da der opstod panik på et stadion i Malang i Indonesien.
/ritzau/