Ni timer lang tale fik stoppet NSA-overvågning

En republikansk senator fik forhindret en afstemning om indsamling af telefondata i USA ved at tale i timevis.

Den republikanske senator Rand Paul forklarer medierne, hvorfor han holdt en ni timer lang tale i Senatet, så NSA-telefonovervågning af amerikanere nu er ulovlig. (Foto: Pete Marovich © Scanpix)

Den republikanske senator Rand Paul får kritik fra mange fronter, efter at han fik forhindret en afstemning om en efterretningslovpakke i Senatet ved at holde en ni timer lang tale.

Lovpakken handlede blandt andet om efterretningstjenesten Den Nationale Sikkerhedstjeneste, NSA's, ret til at indsamle telefondata i stor skala. Denne del af loven er nu udløbet.

Lidt før midnat natten til mandag afsluttede Rand Paul maratontalen til Senatet. På det tidspunkt var for at sent at holde afstemningen om den omstridte overvågning.

Var ved at miste stemmen

- Jeg er ved at miste stemmen, og det er langt over min sengetid. Masseindsamlingen af telefondata må stoppe, sagde Paul.

Det var centrale dele af antiterrorlovpakken Patriot Act, som blandt andet tillader at indsamle telefondata i stor skala, der udløb ved midnat søndag.

Tidligere på aftenen blev senatorerne enige om at begynde på drøftelser om en ny lovreformpakke, Freedom Act, som blandt andet indebærer, at telefonselskaberne skal samle på telefondata i stedet for myndighederne.

Bruger 'filibuster-strategi'

Det er ikke usædvanligt i den amerikanske kongres, at medlemmer benytter sig af en "filibuster-strategi", hvor politikere holder en maratontale for at undgå en afstemning.

Men både demokrater og republikanere kritiserer Pauls strategi.

- NSA-ansatte, der sædvanligvis tjekker databasen, vil ikke længere kunne gøre det på grund af Rand Paul, siger Pauls partikollega og leder af Senatets efterretningskomité, Richard Burr.

Det betyder, at myndighederne ikke kan aflytte terrormistænkte.

Det Hvide Hus og  CIA er også stærkt kritisk over for, at det ikke er lykkedes at nå til enighed.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter