Nicaragua anklager tv-direktør for at opildne til terror

Direktøren for en tv-station det mellemamerikanske land anklages for at 'planlægge og konspirere til terror'.

Journalist Veronica Chavez fortæller på et pressemøde, hvordan bevæbnede betjente fredag stormede tv-stationen 100 % Noticas. (Foto: Maynor Valenzuela © Ritzau Scanpix)

Regeringen i Nicaragua fortsætter sin hårde kurs over for uafhængige medier og organisationer i landet.

Lørdag blev direktøren for en regeringskritisk tv-station anklaget for at opildne til terror. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Dagen forinden havde bevæbnede betjente stormet tv-stationen 100 % Noticas. Seks personer blev arresteret, heriblandt tv-direktør Miguel Mora og hans hustru, Veronica Chavez.

- De (politiet red.) havde planlagt det nøje. De ventede, indtil Miguel var færdig med at sende sit program, og så omringede de tv-stationen. De stormede bygningen, som om de ledte efter en farlig kriminel. De pegede på os med pistoler og førte ham væk, fortæller Veronica Chavez på et pressemøde lørdag.

Tv-stationen blev ransaget og lukket, og de anholdte ført væk. Som den eneste blev Veronica Chavez løsladt igen efter tre timer.

Lørdag mødte Miguel Mora op i retten iført en blå fangedragt. Her blev anklagerne mod ham læst op.

Af retsdokumenter fremgår det, at Mora er anklaget for at ville "planlægge og konspirere om at begå terror".

Veronica Chavez anklager politiet for at have "kidnappet" hendes mand efter "ordre fra diktatoren Daniel Ortega" og hans hustru, vicepræsident Rosario Murillo".

Stor utilfredshed med præsidenten

Det er kun en uge siden, at mindst syv journalister blev overfaldet af bevæbnede betjente, da de protesterede foran politiets hovedkvarter i hovedstaden Managua.

Blandt journalisterne var Carlos Fernando Chamorro, der er en af landets mest kendte redaktører og en fremtrædende kritiker af præsident Daniel Ortega.

Få dage forinden havde politiet ransaget flere medier og lokale menneskerettighedsorganisationer og konfiskeret udstyr og dokumenter.

Uroen i landet bunder i stor utilfredshed med præsidenten.

Volden brød for alvor ud i april som følge af en plan fra regeringen om at mindske pensionsydelsen. Det har ført til demonstrationer, som styret har slået hårdt ned på.

Demonstranter opfordrer præsident Daniel Ortega til at udskrive valg, men han har gentagne gange sagt, at de må vente, indtil hans periode udløber i 2021.

Siden april er flere end 300 mennesker blevet dræbt, vurderer Den Interamerikanske Menneskerettighedskommission (IACHR).

Mindst 565 personer er blevet fængslet.

I slutningen af august konkluderede FN's højkommissær for menneskerettigheder i en rapport, at Nicaraguas regering står bag omfattende undertrykkelse af befolkningen og politiske modstandere.

FN-rapporten beskriver ulovlige anholdelser, tortur og lukkede retssager. Flere læger, professorer og dommere fortæller desuden, at de er blevet fyret for at have hjulpet demonstranter.

/ritzau/

Facebook
Twitter