Niels var gidsel hos oprørsgruppe i over fem måneder: 'Jeg troede, min sidste time var kommet'

Niels Frantzen blev fri for seks uger siden, efter han kort efter nytår blev taget som gidsel i Colombia.

(© DR/Grafik: Simone Cecilie Møller)

For nogle år tilbage solgte Niels Frantzen sin gartnervirksomhed. I stedet for at arbejde ville han bruge tiden på at rejse og besøge lande rundt om i verden – heriblandt Colombia, som han havde besøgt mange gange før.

Men denne gang gik turen til Colombia helt galt.

Sammen med en bekendt colombianer lejede han en bil for at køre til den sydvestlige del af det sydamerikanske land. Det var kort efter nytåret 2021-2022.

- På femtedagen blev vi stoppet på en øde landevej af væbnede folk, som tog os til fange. De havde maskinpistoler, så der var ikke noget at gøre. De bad så om legitimation og bilnøgler, og vi blev ført ind i bilen med ny chauffør og kørt væk, fortæller Niels Frantzen til P1-programmet 'Hjernekassen'.

Du kan lytte til hele afsnittet her:

Kidnappet

Allerede da deres bil blev stoppet, fortalte gidseltagerne, at de var fra oprørsgruppen Farc. Gruppen har ellers indgået aftale om at afvæbne sig selv tilbage i 2017, men små fraktioner af gruppen eksisterer stadig i Colombia.

- Vi blev kørt op til et skur og bagbundet. Bilen og vores bagage blev gennemsøgt fra ende til anden, og vi blev kropsvisiteret. Ved mørkets frembrud kom en pickup, og med bind for øjnene blev vi kørt ud til et landsted, hvor vi måtte sidde på et børneværelse. Men jeg ved ikke, hvor det var, fortæller Niels Frantzen.

Troede de skulle dø

Der gik 14 dage, hvor de sad bagbundet på børneværelset og troede, at de skulle dø.

- Jeg troede, min sidste time var kommet. Men efter 14 dage, hvor vi havde siddet bagbundet, kom kommandanten ind og fortalte os, vi var krigsfanger, og at vi kunne købes fri, siger Niels Frantzen.

Hjemme i Danmark sad Niels Frantzens familie. Heriblandt hans datter, Asta Frantzen. I begyndelsen undrede det dem ikke, at der ikke var forbindelse til hans telefon, når de forsøgte at ringe. For deres far er den type, der ofte lægger vejen forbi områder uden mobildækning.

Men da der var gået mere end en uge, begyndte de at blive bekymrede.

Først kontaktede de politiet, og så besluttede familien sig for at bruge en ekstranøgle til at komme ind i farens lejlighed.

- Vi kom ind på hans Google-konto, og der så vi, at han havde kørt et par timer, og at han så pludselig holdt stille, hvorefter mobilen blev slukket. Der blev vi rigtig bekymrede. Vi tænkte, at han var myrdet, fortæller Asta Frantzen.

Derefter blev Niels Frantzen efterlyst af Interpol, og Udenrigsministeriet blev involveret.

Blev lettet, da der var enighed om at forhandle

Tilbage på børneværelset sad Niels Frantzen stadig med sin colombianske bekendte. Da de var blevet enige om at forhandle om en løsesum, fik han ugen efter endnu engang bind for øjnene og kørt af sted i en times tid i en pickup.

- Det var en lettelsens tid, fortæller han om tidspunktet, hvor det blev klart, at gidseltagerne var villige til at forhandle om en løsesum.

Efter kørslen fik han lov til at ringe hjem til sin søster for at fortælle, at han var blevet kidnappet, og hvor meget gidseltagerne skulle have for at frigive ham og hans colombianske rejsemakker.

Da det stod klart, at gidseltagerne ville forhandle, besluttede familien i Danmark at kontakte et firma som specialiserer sig i gidseltagninger. Valget faldt på Jens Serup. Han er partner i sikkerhedsfirmaet Guardian, og hjalp også med at forhandle om løsladelsen af fotografen Daniel Rye i Syrien.

Han fortæller, at hans firma på årsbasis har omkring 10 til 15 lignende sager. Men at det langt fra er alle sager, hvor danskere er involveret.

For ham var sagen om Niels Frantzen ikke helt som de andre.

De typiske sager bliver afklaret forholdsvis hurtigt

- 70 procent af sagerne er afklaret inden for dage eller uger. Det er typisk kriminelle, der vil have deres penge hurtigt. Men der var gået tre til fire uger, hvor Niels ikke havde kommunikeret, og det er lang tid i gidselsager. Det var en indikator på, at det godt kunne blive kompliceret, siger han.

Imens sad Niels Frantzen fortsat med hænderne bundet og fastspændt til en dør, så hverken han eller rejsemakkeren kunne undslippe. Rummet i det lille hus af brædder var mørklagt, fortæller han. Kun de små sprækker mellem brædderne i huset gjorde, at de kunne se, om det var nat eller dag.

- Det er ganske forfærdeligt, for man sidder der i sine egne tanker. Heldigvis var jeg sammen med en anden person, så vi kunne tale sammen. Men det eneste, man tænker på, er sin egen overlevelse, fremtid og sin familie, og hvad de går igennem, siger Niels Frantzen.

Han forklarer, at de under gidseltagningen ikke blev udsat for tortur. Men uvisheden var stor. Hver gang de spurgte vagterne, som typisk var teenagere, om, hvad der skulle ske, var der intet svar.

- Med tiden blev det værre. Efter et par måneder, går ens tanker i ring. Hvordan kommer jeg ud herfra? Hvad skal der ske? Når folk talte til mig, havde jeg svært ved at lytte efter. Det var først, da jeg endelig fik kontakt til min ældste søn, og der blev sat en pris på løsesummen, at de mørke skyer forsvandt en smule, siger han.

Svært fortsat at have håb hos familien

Der gik omkring to måneder fra Niels Frantzen igen fik lov til at ringe hjem, selvom han egentlig skulle have ringet få dage efter første opkald.

- Det blev sværere og sværere at opretholde håbet. Det er svært, når man er hjemme i Danmark og ikke kan gøre noget. Man kan jo intet gøre, så det er ufatteligt frustrerende, fortæller Asta Frantzen.

Gidselforhandleren Jens Serup (tv.), Asta Frantzen og Niels Frantzen var gæster i 'Hjernekassen', der har Peter Lund Madsen som vært. (Foto: Morten Krøgholt © DR)

Familien blev rådet til ikke at fortælle om gidseltagningen til nogen. Heller ikke til deres fars venner.

Men håbet kom, da telefonen igen ringede.

- Det var helt fantastisk at høre min fars stemme igen. Men også helt forfærdeligt. For man kunne høre, at han var desperat, siger datteren.

Familien hjemme i Danmark fortalte, at de havde svært ved at fremskaffe alle de penge, gidseltagerne bad om. Og de skulle i princippet forhandle løsesummen med deres egen far, fordi gidseltagerne kun talte spansk. Derfor blev Niels Frantzen også frustreret, da det trak i langdrag at finde penge til løsesummen.

- Jeg tænkte, man bare kunne overføre fra netbank via den danske ambassade og så fylde en kuffert op. Jeg havde en opsparing, der muligvis kunne dække det. Så jeg tænkte, det bare var et spørgsmål om at trykke på en knap, men det kunne man heller ikke, siger Niels Frantzen.

Måtte rejse med pengene fordelt i flere tasker

Imens var blandt andre Jens Serup og familien i gang med at forhandle sig frem til et beløb, som både gidseltagerne og familien kunne acceptere. Derefter tog de afsted mod hovedstaden Bogotá og Cali, som ligger tæt på det område, hvor kidnapningen fandt sted. Med sig havde de pengene fordelt i bagagen hos flere personer.

- Vi havde fået at vide, at vi ikke skulle følges. Ellers risikerede vi at blive anholdt for at ville give penge til en terrorgruppe. Det havde været nogle surrealistiske måneder, og pludselig var man en del af en James Bond-verden. Dagene i Bogotá var svære, fortæller Asta Frantzen.

Selvom Niels Frantzen i sit fangenskab var klar over, at familien og Jens Serup var på vej til Colombia, så tænkte han, at meget stadig kunne gå galt. Gruppen, der havde taget dem til fange, havde på det tidspunkt allerede overvejet at give gidslerne videre til en anden gruppe, fordi det hele trak ud, fortæller han.

Da de kom til Colombia, var det lokale, som Jens Serup samarbejdede med, der mødte kidnapperne og Niels Frantzen for første gang. Inden de kunne mødes for at bytte dollarsedlerne med Niels Frantzen og hans rejsemakker, måtte de kropsvisiteres og have bind for øjnene, så gidseltagernes lokation ikke blev afsløret.

- Aftenen inden blev vi overført til en base, de har, og vi vidste, at vi ville blive frigivet næste morgen. Så blev vi kørt i cirka tre kvarter til et lille husmandssted, hvor der kom endnu en bil med to personer, som vi ikke havde set før. Der var vi bare lettede, fordi det så ud til at lykkes, siger Niels Frantzen.

Dagen efter kunne hele familien så gense hinanden.

Kaldte sine børn for helte

- Det var det vildeste, jeg nogensinde har oplevet. Jeg talte med min far, da han sad i bilen fra fangelejren. Men så sad han der med sit kæmpe skæg og kaldte sine børn for helte. Det var bare vildt at se ham igen, siger Asta Frantzen.

Niels Frantzen betegner oplevelsen med at genfinde friheden for mærkelig.

- Men det var også en drøm, der gik i opfyldelse. At vi endelig kom fri, fordi vi havde været så længe i usikkerhed, siger han.

Det er nu seks uger siden, at han blev frigivet, og han mener, at han er ved at komme sig over oplevelsen.

- Jeg har fået noget ordentligt at spise og en god seng at sove i. Jeg er op vej ovenpå igen, og jeg har ikke fået mareridt. Det er nok også fordi, jeg er langt fra Colombia og er tilbage i Danmark. Jeg tør også gå alene gennem Amager Fælled om aftenen, så jeg tror, jeg klarer den, siger Niels Frantzen.

I en mail til DR oplyser Udenrigsministeriet, at de er bekendt med sagen.

- Udenrigsministeriet har ydet konsulær bistand inden for de givne rammer. Udenrigsministeriet har tavshedspligt i sager, der indeholder følsomme personoplysninger, ligesom sagens helt særlige karakter lægger begrænsninger på, hvad der kan oplyses, skriver ministeriet.

Artiklen er opdateret med svar fra Udenrigsministeriet.