Nigel Farage forlader sit eget protestparti

Den britiske politiker Nigel Farage forlader Ukip. Han mener, at partiet har mistet fokus, skriver han.

I en kronik i The Telegraph beskriver Nigel Farage sin oplevelse på den seneste UKIP-konference. (Foto: Stefan Wermuth © Scanpix)

Den britiske politiker Nigel Farage forlader Ukip, det parti han selv var med til at stifte og var formand for i en længere årrække. Det skriver han i avisen The Telegraph.

Ukip, UK Independence Party, har været afgørende i forhold til den britiske afstemning om at forlade EU og har i årtier ført en indvandrings- og EU-skeptisk linje.

- Jeg forlader i dag Ukip. Der er en enorm plads til et brexit-parti i britisk politik, men den vil ikke blive taget af Ukip, skriver han.

I en kronik i The Telegraph beskriver Nigel Farage sin oplevelse på den seneste UKIP-konference.

- En af grundene til Ukip's succes har været, at det ekskluderede ekstremister og fokuserede på at organisere og føre valgkamp. Jeg advarede om, at enhver forandring i denne linje ville skade partiet.

- Da jeg gik tilbage til min plads blev jeg mødt af flere vrede unde mænd - røde i hovedet og lettere aggressive - der alle virkede besatte af Islam og Tommy Robinson, skriver Nigel Farage.

Tommy Robinson er en højrefløjsaktivist, der flere gange er blevet fængslet for ulovlig adfærd.

/ritzau/

FacebookTwitter