Nigerias præsident afviser rygter: Jeg er hverken død eller klonet

Rygterne begyndte, efter præsidenten sidste år blev behandlet for en sygdom i London.

Muhammadu Buhari har været Nigerias præsident siden 2015. (Foto: Kacper Pempel © Scanpix)

Rygterne om min død og genopstandelse som klon er stærkt overdrevne.

Det var det noget opsigtsvækkende budskab fra Nigerias præsident, den 75-årige Muhammadu Buhari, da han i går talte under FN’s klimakonference i Polen.

- Der er nogen, der har antydet, at jeg skulle være en klon. Og mange mennesker har håbet, at jeg var afgået ved døden, sagde præsidenten under seancen.

- Men det er den virkelige mig. Det kan jeg forsikre jer om, understregede Muhammadu Buhari til stor latter fra de fremmødte.

- Jeg vil snart fejre min 76 års fødselsdag, og jeg er stadig i fuld vigør, sagde han.

Rygterne begyndte, efter at lederen af verdens sjette-mest folkerige land sidste år tilbragte fem måneder i Storbritannien, hvor han blev behandlet for en ikke oplyst sygdom.

Det fik rygterne til at gå på de sociale medier, og en af de teorier, der blev delt flittigt på Facebook, Twitter og Youtube, var, at Muhammadu Buhari var blevet udskiftet med en klon ved navn ’Jubril’.

Går efter genvalg

Flere af hans politiske modstandere har deltaget i rygtespredningen, heriblandt aktivisten Nnamdi Kanu fra separatistgruppen ”Biafras Urbefolkning”, som delte to billeder af præsidenten på Twitter.

På det eneste underskrev han et dokument med sin venstre hånd, mens han på det andet brugte sin højre hånd.

- Vi venter tålmodigt på svar, og jeg mener, at millioner af mennesker fortjener en forklaring, tweetede han ifølge BBC.

Men de spekulationer holder altså ikke, hvis man skal tro hovedpersonen selv.

- Der var nogen, der havde taget fat i den stakkels vicepræsident, Yemi Osinbajo, for at høre, om han ville overveje dem til posten som vicepræsident, fordi jeg var død. Det må have gjort ham meget pinligt berørt, for han besøgte mig, mens jeg var i gang med at rekreere mig i London, sagde han under sin tale.

Muhammadu Buhari har stået i spidsen for Nigeria siden 2015, og han har meddelt, at han genopstiller ved valget i 2019.

Han har tidligere understreget, at han har det godt igen.