'No deal-brexit' afværget: Det britiske underhus godkender EU-aftale i 11. time

Boris Johnsons frihandels- og samarbejdsaftale blev i dag vedtaget.

Efter aftalen blev vedtaget i Underhuset, kunne premierminister Boris Johnson underskrive den på kontoret i Downing Street nr. 10 i London. (Foto: pool © Scanpix)

Knap 32 timer i 'no deal-brexit' godkendte et stort flertal i det britiske underhus den frihandels- og samarbejdsaftale, som premierminister Boris Johnson indgik med EU juleaftensdag.

521 medlemmer stemte for aftalen. 73 stemte imod.

Aftalen bestemmer, hvordan EU og Storbritanniens forhold bliver fra 1. januar 2021. Briterne forlod officielt EU-samarbejdet 31. januar i år, men har siden fulgt de fleste EU-love og -regler, mens parterne forhandlede om deres fremtidige forhold. Den overgangsperiode udløber ved nytår.

- Vi bliver en venlig nabo. Den bedste ven og nabo, EU kunne få, sagde premierminister Boris Johnson umiddelbart efter afstemningen i dag.

Han er godt tilfreds med aftalen, der blev godkendt i dag.

- Kritikere har sagt, at man ikke kan have en kage og spise den på samme tid, når det kommer til frihandel med EU. Det viser sig ikke at være sandt. Det er den mest kage-agtige aftale, lød det fra Boris Johnson i dag.

Læs om detaljerne i aftalen her:

Debatten i underhuset forinden handlede især om de omstridte fiskerirettigheder, der også var en af de sidste knaster, der skulle løses med EU.

- Det er en kæmpe sejr for Boris Johnson, og det er noget, mange har ventet på siden juni 2016, hvor et flertal af briterne stemte for at forlade EU, siger DR's korrespondent i Storbritannien, Tinne Hjersing Knudsen.

Labour: En tynd aftale

Formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, og formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, underskrev tidligere i dag aftalen, og her til eftermiddag kunne den britiske premierminister så gøre det samme.

Aftalen blev støttet af Boris Johnsons konservative parti og en del af Labour-partiet, mens Liberaldemokraterne, Det Nordirske Parti, DUP, og Skotlands Nationalparti, SNP, stemte imod.

Labours formand, Keir Starmer, stemte for aftalen, selvom partiet helst så, at briterne blev i EU.

- Det er en tynd aftale med mange fejl. Men en tynd aftale er bedre end ingen aftale, sagde Keir Starmer efter afstemningen.

Labour-lederen Keir Starmer er utilfreds med aftalen med EU, men stemte alligevel for den. (Foto: JESSICA TAYLOR © Scanpix)

Selvom Labours partitop modvilligt støttede aftalen, valgte 36 Labour-medlemmer at afholde sig fra at stemme om aftalen. Et medlem stemte imod.

- Mange Labour-medlemmer er utilfredse med partilinjen, og Labour-lederen Keir Starmer var klart den, der fik fleste kritiske spørgsmål under debatten. Det var mærkeligt at se Starmer tale dunder mod en aftale, han selv stemmer for, siger Tinne Hjersing Knudsen.

Boris Johnsons forgænger, tidligere premierminister Theresa May, gav heller ikke meget for Keir Starmers holdning.

- Han havde muligheden for at få en bedre aftale med EU, da den var på bordet i 2019, lød kommentaren fra Theresa May i Underhuset.

Hun forsøgte flere gange at få Underhuset til at godkende en aftale med EU. Alle gange blev den nedstemt af hendes egne.

En hård aftale

Boris Johnson har nu formået at gøre det, Theresa May ikke lykkedes med. Og det skyldes, at det er en helt anden aftale, der nu er blevet vedtaget.

- Den er så hård, som den kan blive, uden at den er en no deal-brexit, altså et brexit uden em aftale, forklarer korrespondent Tinne Hjersing Knudsen.

- Storbritannien forlader det indre marked og toldunionen, og de har fået mere suverænitet og er nu delvist fri fra at følge en række EU-standarder, og de ærkekonservative partifæller mener altså, at det er det rigtige for landet.

De britiske parlamentarikere er dog næppe færdige med at skændes i Underhuset, for der er stadig mange ting, der er stor uvished om.

- Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål, blandt andet er det fuldstændig uafklaret hvad der skal ske med den finansielle sektor, så det kommer til at tage lang tid, før det kører på skinner, siger Tinne Hjersing Knudsen.

Aftalen skal også til afstemning i parlamentets andet kammer, Overhuset, hvilket ventes at forløbe udramatisk. Til sidst skal den også have dronning Elizabeth II's formelle godkendelse.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter