Nobelprismodtager: Den virkelige pris er freden i Colombia

Nobelprismodtageren Juan Manuel Santos siger, at freden i Colombia er det vigtigste for ham, ikke fredsprisen.

- Den virkelige pris er freden i Colombia, siger Colombias præsident og modtager af Nobels fredspris, Juan Manuel Santos. (Foto: HAAKON MOSVOLD LARSEN / POOL © Scanpix)

Hvis nogen for år tilbage havde fortalt Juan Manuel Santos, der er præsident i Colombia, at han ville få Nobels fredspris, ville han ikke have troet det.

Det fortalte sydamerikaneren lørdag i en passioneret tale på Oslo Rådhus i forbindelse med overrækkelsen af prisen.

- For bare seks år siden turde vi colombianere ikke at forestille os enden på en krig, vi havde lidt under i et halvt århundrede, sagde Santos.

Det lykkedes imidlertid at opnå en fredsaftale med oprørsbevægelsen Farc, og det den, som Nobel-komiteen belønner Santos for.

Præsidenten understreger dog, at fredsaftalen ikke er hans fortjeneste alene, og at fredsprisen i virkeligheden er sekundær.

- Den virkelige pris er freden i Colombia. Og freden tilhører ikke præsidenten eller regeringen, men alle colombianere, siger Juan Manuel Santos videre ved Nobel-højtideligheden i Oslo, hvor blandt andet det norske konge- og kronprinsepar deltog.

/ritzau/

Facebook
Twitter