Nobelskandalen: Instruktør fængslet frem til domsafsigelse

Jean-Claude Arnault er blevet fængslet efter krav fra anklager. Han er tiltalt for to voldtægter.

Den svenske teaterinstruktør Jean-Claude Arnault, der er tiltalt for to voldtægter, er blevet fængslet. Det har Stockholms byret besluttet.

Mandag var sidste retsdag mod manden, de svenske medier kalder "kulturprofilen". Her krævede anklageren, at han blev varetægtsfængslet.

Teaterinstruktøren er tiltalt for to voldtægter mod en kvinde i Stockholm i 2011. Han nægter sig skyldig i anklagerne.

Statsanklageren, Christina Voigt, vil have Jean-Claude Arnault idømt tre års fængsel.

Det var Jean-Claude Arnault, der i november 2017 var centrum i skandalen, som ramte Det Svenske Akademi. Her anklagede 18 kvinder ham for seksuelle krænkelser og overgreb.

/ritzau/TT

Facebook
Twitter