Nødhjælp må sejles ud i Mozambique: 'Nogle har kun fået en pose spaghetti siden cyklonen ramte'

Massive ødelæggelser efter stormen gør det svært at nå frem med forsyninger.

I Mozambique står tusindvis af mennesker stadig uden mad, rent drikkevand og tag over hovedet, efter cyklonen Idai sidste fredag blæste hen over landet og forårsagede store ødelæggelser.

Regeringen og Red Barnet frygter, at over 1000 mennesker kan være omkommet, og store dele af befolkningen er nu afhængig af hjælp udefra.

Organisationer som UNICEF og Røde Kors er hastet til landet med vandrensningsudstyr, medicin og mad til de mange mennesker, der desperat har brug for det - men de kæmper en hård kamp for at uddele forsyningerne.

Cyklonen har nemlig lagt store områder under vand, og flere steder er det umuligt at bevæge sig rundt på landjorden, fortæller DR's Afrika-korrespondent, Søren Bendixen, der i går rejste med en gruppe hjælpearbejdere.

- Vi brugte en hel dag i båd for at nå fra kystbyen Beira til byen Buzi, som er et de hårdest ramte steder. Det siger lidt om, hvor vanskelig en opgave det er at få nødhjælpen leveret. Vejene er skåret over, og nogle steder kan man ikke nå frem til uden helikopter, siger han.

Hvad siger beboerne i udsatte områder til situationen?

- Folk i Buzi sagde forbavsende lidt, for de havde dårligt energi til at snakke. Da vi sejlede ind med nødhjælpsbåden i går, stod de helt stille i vandkanten og håbede, at det nu var deres tur til at få mad, siger han og tilføjer:

- Mange har kun har modtaget en pose spaghetti, siden cyklonen ramte. Ellers har de levet af de fisk, de har kunnet fange. Det er ti dage siden, at byen blev ramt af orkanen, og det er skræmmende at se, hvor lidt assistance, der er nået frem.

Dødstal stiger

I Buzi er situationen nu lige så stille er ved at "løsne op", i takt med at oversvømmelserne trækker sig, fortæller Søren Bendixen.

Men indtil for nylig sov beboere på hustage eller i de enkelte bygninger, der ikke var oversvømmet. Mange står nu uden andre ejendele end det tøj, de har på kroppen.

Byen er kun ét område ud af mange berørte - flere steder har endnu ikke haft besøg af nødhjælpsorganisationerne, og ifølge BBC er der mangel på helikoptere, der kan nå de nødstedte.

I løbet af de seneste to uger har flere organisationer rapporteret om, hvordan tusindvis af mennesker i Mozambique lever på hustage og i trækroner, da oversvømmelserne gør det umuligt at færdes på landjorden.

Manglen på rent drikkevand har forårsaget udbrud af blandt andet kolera, ligesom Røde Kors rapporterer om en stigning i malaria, skriver BBC.

Foruden Mozambique er også Zimbabwe og Malawi blevet hærget af den voldsomme cyklon. Det officielle dødstal er vokset i over en uge, og det ligger nu på mindst 750. Det forventes fortsat at stige, oplyser BBC.

Facebook
Twitter