Nordea stopper alt fremtidigt samarbejde med advokatfirma i Panama

Den nordiske storbank tager nu konsekvensen af den store skattelæk fra Panama.

Nordea bliver nævnt i mere end 10.000 af dokumenterne, der søndag satte gang i en verdensomspændende skandalesag om skattely. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Nordea stopper alt fremtidigt samarbejde med det omstridte advokatfirma Mossack Fonseca, der holder til i Panama.

Det siger Casper von Koskull, administrerende direktør og koncernchef i Nordea, til svenske SVT.

- Vi vil absolut ikke samarbejde længere med det Mossack Fonseca, efter alt hvad vi har hørt de seneste dage. Jeg er også vred. Banken skal ikke bruges som en platform for skatteunddragelse, siger han.

Udmeldingen kommer efter, at flere millioner dokumenter er blevet lækket til verdenspressen i en sag, der nu er døbt #Panamapapers.

I papirerne fremgår det blandt andet, at både banker, regeringschefer, sportsstjerner og tusinder af rigmænd fra hele verden har fået hjælp fra et advokatfirma i Panama til at hemmeligholde formuer for skattemyndighederne.

Nordea bliver nævnt i mere end 10.000 af dokumenterne, og af mails fremgår det, at banken gennem en årrække - og i særlig grad frem til 2009 - har hjulpet sine kunder med at købe og vedligeholde stråmandsselskaber og fuldmagter hos Mossack Fonseca.

I går afviste Nordeas chef for Private Banking, Thorben Sander, at banken hjælper sine kunder med at undgå at betale skat.

- Vi kan ikke acceptere, at vores bank bliver brugt som platform for skattesnyd. Vi hjælper vores kunder med at betale den skat, som de skal betale, sagde Thorben Sander.

Nu vil Casper von Koskull have undersøgt bankkoncernens tråde til det panamanske selskab.

- Vi vil styrke vores procedurer, og vi vil lave en ny undersøgelse for at se, om vi har fulgt vores procedurer. Hvis vi ser noget, der har til formål at unddrage skat, vil vi skride til handling.

Casper von Koskull påpeger samtidig, at alle skuffeselskaber ikke bruges til at undlade at betale skat. Men han kan trods gentagne spørgsmål ikke give andre eksempler på andre årsager til at oprette et sådant selskab.