Med taskerne proppet med it- og satellitudstyr og personlig udrustning, der gør dem i stand til at leve og arbejde under de værst tænkelige forhold, fløj danske beredskabsfolk ved middagstid i dag mod de jordskælvsramte områder i Tyrkiet.
Den danske beredskabsstyrelse er nemlig udvalgt til at stå i spidsen for et hold af nordiske beredskabsfolk. Enheden består af i alt 12 beredskabsfolk fra Danmark, Sverige og Finland.
Der er tale om et såkaldt TAST-team, der står for "Technical Assistance and Support Team".
Skal sørge for gode arbejdsforhold til kollegaer
Deres opgave bliver blandt andet at oprette en såkaldt "basecamp", så de mange nødhjælpsarbejdere, der lige nu strømmer til området, har et sted at være, mens redningsarbejdet er i gang.
- Vi hjælper og sørger for, at de får de arbejdsforhold, der skal til, fortæller Lars Mikkelsen, sektionschef i Beredskabsstyrelsen til DR's reporter i København Lufthavn.
- Vi hjælper med at få booket biler, hjælper dem rundt og sørger for, at de får lidt at spise, så de kan koncentrere sig om arbejdet. Vi andre er også uddannet i at gøre det samme arbejde, men her vælger vi at køre støttefunktionen til dem, for det er vigtigt, at de kan arbejde maksimalt, fortæller han.
Koordinering redder liv
For hvis redningsarbejdet ikke koordineres over den næste tid, kan det nemt koste endnu flere liv.
- Den opgave, som vi tager os af, virker måske ikke umiddelbart, som at vi er derude og hiver folk ud af ruinerne, men man skal huske, at når man har minus 10 grader om natten og mange tusinder mennesker, der intet sted har at bo, så kan det at koordinere den rigtige hjælp faktisk ende med at redde mange flere end dem, man kan nå at trække ud af en bygning, der er styrtet sammen, siger Lars Mikkelsen, sektionschef i Beredskabsstyrelsen.
Teamet består af beredskabsfolk, som har baggrunde i blandt andet logistik, IT, telekommunikation, og som har erfaring fra andre humanitære indsatser med sig, oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Video: Overlevende reddes ud af ruinerne i Tyrkiet
Efter jordskælvet i går ramte Tyrkiet og Syrien er der blevet aktiveret et stort nødhjælpsapparat – og fra mange lande ankommer der nu – og i den kommende tid – redningsfolk og nødhjælp til området.
I både Tyrkiet og Syrien er der endnu ikke et fuldt overblik over den katastrofe, der har ramt de to lande.
På nuværende tidspunkt lyder de officielle dødstal på mindst 5.000 personer.