Nordkorea affyrer igen missil og kommer samtidig med kraftig advarsel

USA, Japan og Sydkorea står sammen, og det vækker vrede i Nordkorea

Nordkorea har endnu engang sendt et missil afsted. (Foto: © Anthony Wallace, Ritzau Scanpix)

I nat dansk tid blev endnu et ballistisk missil afsendt fra Nordkorea. Ifølge de sydkoreanske myndigheder fløj missilet 240 kilometer, inden det styrtede ned i havet øst for den koreanske halvø.

Det er Nordkoreas første missilaffyring i otte dage, men langt fra den første i år. I løbet af de seneste måneder har landet intensiveret sine missilaffyringer, og for godt to uger siden sendte Nordkorea flere end 20 missiler afsted på et døgn.

Nu truer Nordkorea med, at hvis USA fortsætter sit tætte samarbejde med Sydkorea og Japan, så vil konsekvenserne blive voldsomme.

- Jo mere USA arbejder sammen med deres allierede, og jo mere intense de militære provokationer bliver, jo hårdere bliver Nordkoreas modsvar, udtaler den nordkoreanske udenrigsminister, Choe Son Hui, i en pressemeddelelse ifølge det nordkoreanske stats-medie, KCNA.

Møde mellem allierede

I søndags holdt den amerikanske præsident, Joe Biden, møde med den sydkoreanske præsident, Yoon Suk-yeol, og den japanske premierminister, Fumio Kishida.

Mødet foregik i Cambodia, og det var anden gang i år, at de tre ledere sad overfor hinanden.

Ved mødet understregede de deres tætte samarbejde og fordømte samtidig Nordkoreas missilaffyringer.

Biden holdt møde med den japanske premierminister, Fumio Kishida, og den sydkoreanske præsident, Yoon Suk-yoel. (Foto: © Kevin Lamarque, Ritzau Scanpix)

- Lederne fordømmer på det kraftigste Nordkoreas hidtil usete antal ballistiske missilaffyringer i år, herunder flere ICBM-opsendelser, såvel som en byge af konventionel militæraktion, der udgør en alvorlig trussel mod freden og sikkerheden på den koreanske halvø, lød det efterfølgende i en fælles erklæring.

De tre lande har gennem længere tid haft militærøvelser i området, hvor de blandt andet tester deres egne missiler.

Og netop deres tætte samarbejde og militærøvelser er grunden til spændingerne i området, lyder det fra Nordkorea, der samtidig advarer om, at situationen kan blive endnu værre.

- De seneste forhandlinger mellem de tre parter vil endelig resultere i, at situationen på den koreanske halvø kommer i en uforudsigelig fase, udtaler Nordkoreas udenrigsminister.

- Det vil stå klart for USA, at det er et gamble, som de helt sikkert vil fortryde, udtaler udenrigsministeren yderligere.

Frygt for nye atomprøvesprængninger

I sidste måned affyrede Nordkorea et missil, som fløj ind over Japan og landede i havet øst for Japan. Det var første gang siden 2017, at et nordkoreansk missil fløj over Japan.

Sidste måneds missil blev affyret, kort efter at Japan, Sydkorea og USA startede en flådeøvelse.

Samtidig har flere efterretningskilder peget på, at Nordkorea er i gang med at forberede en ny atomprøvesprængning, skriver blandt andre BBC. Det vil i så fald også være første gang siden 2017.

- En atomprøvesprængning fra Nordkorea vil blive mødt med et hårdt og resolut svar fra det internationale samfund, lød det fra USA, Japan og Sydkorea i udtalelsen efter deres fælles møde i søndags.

Beder Kina om at skride ind

Under G20-topmødet i Indonesien mødtes den sydkoreanske præsident, Yoon Suk-yeol, i forgårs med den kinesiske præsident, Xi Jinping.

Her talte de ifølge nyhedsbureauet Reuters blandt andet om truslerne fra Nordkorea.

På mødet opfordrede Sydkorea Kina til at spille en mere aktiv og konstruktiv rolle overfor Nordkoreas atom- og missilprovokationer.

Den sydkoreanske præsident, Yoon Suk-yeol, sammen med den kinesiske præsident, Xi Jinping, ved G20-topmødet på Bali. (Foto: © Yonhap, Ritzau Scanpix)

Også den amerikanske præsident, Joe Biden, holdt møde med Xi. Og også han opfordrede Kina til at sige klarere fra overfor Nordkorea.

- Jeg føler mig overbevist om, at Kina ikke ønsker, at Nordkorea skal eskalere situationen yderligere, sagde Biden efterfølgende til pressen.