Nordkorea graver grøft ved grænsen efter afhopning

Gravearbejdet finder sted, efter en nordkoreansk soldat i sidste uge deserterede.

Nordkoreanske soldater graver tilsyneladende en grøft for at forstærke grænsen til Sydkorea. (Foto: handout © Scanpix)

To nordkoreanere står i hvad tilsyneladende er en grøft, de er i gang med at grave, mens en række soldater ser på – det er motivet på en amerikansk diplomats foto fra grænsen mellem Sydkorea og Nordkorea. Han lagde det på det sociale netværk Twitter i nat.

Gravearbejdet er begyndt, efter en nordkoreanske grænsevagter i sidste uge skød efter en nordkoreansk soldat, da han forlod sin post og flygtede over grænsen til Sydkorea. Han blev reddet af sydkoreanske soldater, men er ramt flere gange og er i kritisk tilstand på et hospital i Sydkorea.

Vil forhindre flere flugtforsøg

En anden diplomat har ifølge nyhedsbureauet Reuters bekræftet, at nordkoreanerne graver en grøft ved grænsen. Iagttagere ser det som et forsøg fra Nordkorea på at undgå en gentagelse af den nordkoreanske soldats flugt.

På overvågningsoptagelser af selve flugten, kan man se, hvordan soldaten kørte op til grænsen i et militærkøretøj, steg ud og sprintede over grænsen, mens nordkoreanske soldater løb efter ham og skød. Muligvis kunne afhopperen have kørt over grænsen, hvis ikke hans bil var brudt sammen lige før.

Grænsen mellem Nord- og Sydkorea er et ingenmandsland. Den er 250 kilometer lang og fire kilometer bred. Kun ét sted står soldaterne ansigt til ansigt med hinanden, ved landsbyen Panmunjom – netop hvor den nordkoreanske soldat deserterede.