Nordkorea kalder indbrud på ambassade for terrorangreb

De holder øje med rygter om, at FBI har været involveret.

Et indbrud fandt sted på den nordkoreanske ambassade i Madrid i sidste måned. (Foto: Sergio perez © Scanpix)

Det var et "alvorligt terrorangreb", da ti personer den 22. februar trængte ind på Nordkoreas ambassade i Spaniens hovedstad, Madrid, og blandt andet stjal computere og dokumenter.

Det siger en talsmand for Nordkoreas udenrigsministerium i styrets første officielle kommentar til hændelsen.

Spaniens højesteret har tidligere oplyst, at de ti mistænkte blandt andet kom fra USA, Mexico og Sydkorea.

Ifølge højesteretten er der fundet bevis for en række forbrydelser begået på ambassaden. Herunder ulovlig indtrængen, trusler og tyveri.

Nordkorea efterlyser yderligere efterforskning

Nordkorea efterlyser nu yderligere efterforskning af sagen. Ifølge Nordkoreas udenrigsministerium holder styret et skarpt øje med rygter om, at FBI var involveret i episoden i Madrid.

En sydkoreansk journalist ringer på ved den nordkoreanske ambassade i Madrid. (Foto: Sergio perez © Scanpix)

De ti personer formåede at slippe væk efter aktionen. En dommer i Spanien har udstedt en arrestordre på mindst to af de mistænkte, som ifølge de spanske myndigheder er flygtet til USA.

Spaniens højesteret har oplyst, at det amerikanske forbundspoliti, FBI, efter episoden i Madrid blev tilbudt stjålne dokumenter fra ambassaden.

En gruppe ved navn Cheollima Civil Defense, der har til mål at vælte den nordkoreanske leder Kim Jong-un, tog tidligere på ugen ansvaret for indbruddet.

Ifølge gruppen gav de computere og dokumenter til FBI. De siger desuden, at ingen regering var involveret i indbruddet.

USA afviser at have noget med indbruddet at gøre.

Facebook
Twitter