Nordkorea trækker sig fra 'kontorfællesskab' med Sydkorea

Meldingen kommer i en tid, hvor forholdet mellem de to lande så ud til at bløde op.

Det fireetagers forbindelseskontor, der skulle styrke kommunikationen mellem Nord- og Sydkorea, kan ende med at stå tomt, efter Nordkorea har valgt at trække sine ansatte ud. (Foto: Korea Pool © Scanpix)

Det, der lignede et voksende diplomati mellem Nord- og Sydkorea, kan være sat på standby.

Nordkorea har nemlig valgt at trække sine ansatte ud af det såkaldte interkoreanske forbindelseskontor, som landet deler med Sydkorea. Det fortæller den sydkoreansk foreningsminister, Chun Hae-sung, til nyhedsbureauet AP.

Beslutningen er angiveligt ubegrundet og kommer fra uspecificerede "højere autoriteter", lyder det.

Ministeren kalder Nordkoreas beslutning "beklagelig" og håber, at landet vil genindsætte sine folk i kontoret.

Forbindelseskontoret, der åbnede i 2018, skulle fungere som et mødepunkt, hvor embedsmænd fra de to lande altid kunne kontakte hinanden. Der skal ifølge BBC have været op til 20 ansatte fra hvert land på kontoret.

Det er første gang siden Koreakrigen, at en sådan platform har eksisteret: Før kontoret åbnede, foregik kontakt mellem Nord- og Sydkorea gennem specielle fax- og telefonlinjer, der ofte blev lukket ned, når der opstod uvenskab.

"Tvivlsomt" om forholdet overlever

Af samme grund blev kontoret set som tegn på en opblødning af forholdet mellem Nord- og Sydkorea, der har været præget af politiske spændinger i flere årtier.

En opblødning, der kom i en tid, hvor lederne af de to lande tog flere skridt mod bedre diplomati: Blandt andet afholdte de i 2018 et historisk møde i Sydkorea, hvor præsidenter fra de to lande hånd i hånd indgik flere løfter om samarbejde og fred.

Dagens beslutning om at trække nordkoreanere ud af kontoret vil prøve tålmodigheden hos de sydkoreanere, der har lyttet på den senere tids blomstrende retorik, mener BBC's Seoul-korrespondent Laura Bicker.

- Mange begyndte at tro, at tingene nu ville ændre sig efter 70 års falskt håb, siger hun og tilføjer:

- Den seneste udvikling vil blive opfattet af mange som tegn på, at fred endnu ligger langt væk.

I 2018 tog Nordkoreas leder Kim Jong-Un og Sydkoreas præsident Moon Jae In flere skridt mod et stærkere diplomati mellem de to lande. (Foto: POOL New © Scanpix)

Nordkoreas beslutning kommer kort tid efter, at forhandlinger om atomnedrustning mellem Nordkorea og USA gik i vasken.

Ifølge BBC's korrespondent havde Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, håbet at kunne mægle mellem de to lande og få USA-Nordkorea-forhandlingerne tilbage på sporet.

Det er tvivlsomt, om et diplomatisk forhold mellem de to lande nu vil fortsætte, siger hun.

Facebook
Twitter