To nordkoreanere sendt hjem efter at have dræbt 16 kollegaer på fiskerbåd

Fiskernes plan for flugten til Sydkorea indebar tilsyneladende massemord.

Det er ikke blevet oplyst, hvorfor og hvordan de to unge mænd slog deres 16 kollegaer ihjel. (Foto: Kim Hong-Ji © Scanpix)

To nordkoreanske mænd i 20'erne er blevet udvist af Sydkorea, efter at de forsøgte at flygte til nabolandet i en fiskerbåd.

De to fiskere forsøgte at komme til Sydkorea i sidste uge.

Men i stedet for at få asyl blev de hentet til afhøring, fordi de var mistænkt for at have slået 16 kollegaer på deres blæksprutte-fiskerbåd ihjel og derefter flygte sydpå.

Normalt tager Sydkorea imod flygtninge fra Nordkorea, der forsøger at undslippe sult, fattigdom og undertrykkelse. Men ikke i det her tilfælde.

- Regeringen besluttede at udvise dem, fordi de har begået alvorlig ikke-politisk kriminalitet - såsom mord - og derfor ikke lovmæssigt berettiget til beskyttelse, siger talsmand for Sydkoreas genforeningsministerium Lee Sang-min til Reuters.

De to mænd blev overleveret til nordkoreanske myndigheder i grænsebyen Panmunjom i den demilitariserede zone, der adskiller Nord- og Sydkorea.

Flygter fra sult

Hvorfor og hvordan de to mænd slog de andre mennesker på båden ihjel, er ikke blevet oplyst.

Flere end 30.000 nordkoreanere er ifølge nyhedsbureauet AP flygtet til Sydkorea, siden de to lande blev adskilt ved slutningen af Anden Verdenskrig i 1945.

Nordkorea bliver omtalt som verdens mest lukkede land og er hårdt styret af lederen Kim Jong-un.

Ifølge FN lever 70 procent af befolkningen på madrationer, der plejer at ligge på 550 gram mad om dagen. Men en fejlslagen høst betød, at FN i maj advarede om, at nordkoreanerne har været nødt til at lave rationer på bare 350 gram mad om dagen. Det svarer til tre æbler.

Ifølge FN's fødevareprogram er der 10,1 millioner mennesker i landet, der lider under akut mangel på mad.