Nordkoreansk medie: Kim Jong-un viser sig for første gang i tre uger

Der har gået mange rygter om Kim Jong-uns helbred. Nu har han ifølge statsmedier indviet en gødningsfabrik.

Det nordkoreanske statslige nyhedsbureau, KCNA, har blandt andet offentliggjort dette billede. Men uafhængige kilder har ikke kunnet bekræfte, hvornår det er taget. DR har fået billedet fra nyhedsbureauet AP.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, træder ifølge landets statsmedier offentligt frem for første gang i tre uger. Det rapporterer det nordkoreanske statslige nyhedsbureau, KCNA, ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

Landets leder skal have været til stede ved en gødningsfabrik nord for hovedstaden Pyongyang for at indvie den. Dermed skulle det være første gang, han viser sig offentligt siden 11. april, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Reuters har ikke uafhængigt kunnet verificere meldingerne fra KCNA.

Nordkorea har natten til lørdag dansk tid frigivet billeder af Kim Jong-un under indvielsen. Billederne er videregivet af Yonhap.

Det ene viser Kim Jong-un iført en sort Mao-dragt i færd med at klippe en rød snor over. Et andet billede viser en smilende Kim Jong-un foran fabrikken sammen med flere embedsmænd. Den nordkoreanske leder viser ikke nogen tegn på sygdom på de to billeder.

Der er endnu ingen uafhængige meldinger om billedernes datering og ægthed. De tre af dem er herunder, mens det sidste er i toppen af denne artikel.

  • Det nordkoreanske statslige nyhedsbureau, KCNA, har offentliggjort fire billeder i alt. DR har fået dem fra nyhedsbureauet AP.
  • Det var i første omgang det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap, som havde fået dem fra KCNA, og de har så videregivet dem.
  • Uafhængige kilder har ikke kunnet bekræfte, hvor gamle billederne fra KCNA er.
1 / 3

KCNA melder ifølge AFP, at Kim Jong-un "deltog i ceremonien" fredag, og at alle deltagerne "brød ud i tordnende hurra-råb", da han trådte frem.

Nordkoreas leder havde et følge med sig bestående af flere yngre embedsmænd samt søsteren Kim Yo-jong, oplyser det nordkoreanske statsmedie.

Rygter har floreret

De seneste uger har der floreret rygter om, at den nordkoreanske leder skulle være alvorligt syg og måske endda død.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, indikerede mandag, at han var vidende om Kim Jong-uns helbred, men at han ikke kunne tale om det.

Samme melding lyder fredag, hvor Trump bliver spurgt til, om Kim Jong-un er i live. Præsidenten svarer ifølge Reuters, at "vi vil have noget at sige om Nordkoreas Kim på et passende tidspunkt".

Donald Trump under fredagens pressebriefing. (Foto: ERIN SCHAFF © Scanpix)

Ifølge CNN har amerikanske myndigheder undersøgt efterretninger om, at Kim Jong-un skulle have været i "alvorlig fare" efter en hjerteoperation.

Rygterne tog fart, da Kim Jong-un ikke viste sig ved fødselsdagsfejringen af landets grundlægger, Kim Il Sung, som blev født 15. april 1912.

Dagen er en stor mærkedag i Nordkorea, og som leder af nationen plejer Kim Jung-un at besøge mausoleet, hvor hans bedstefar ligger begravet.

/ritzau/

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter