Nordmænd er gladere for muslimer efter Breiviks angreb

Nordmænd er blevet mere positive over for indvandring efter Breiviks terrorangreb den 22. juli sidste år. Det viser ny undersøgelse.

Nordmænd er både blevet mere nationalistiske og mere positive over for indvandrere efter Anders Behring Breivik dræbte 77 mennesker sidste år. (Foto: Louise Damløv © DR)

Nordmændenes holdning til indvandrere er forandret siden 22. juli, hvor Anders Behring Breivik dræbte 77 mennesker. Sådan lyder det fra en norsk professor, Ottar Hellevik, på baggrund af en ny norsk undersøgelse.

- Flere mener nu, at indvandrere bidrager til større kulturel mangfoldighed og positivt til norsk økonomi, i stedet for at udnytte velfærdsamfundet. Der er også flere, der er positive over for, at vi får muslimske trossamfund i Norge, siger Ottar Hellevik, der er professor ved Institut for statsvidenskab ved Universitetet i Oslo, til NRK.

Han refererer til en ny undersøgelse, som det norske analyseinstitut Monitor har lavet, der viser, at færre nordmænd i dag ser muslimer som en trussel mod samfundet.

Stolte af at være norske

Men 22.juli har ikke kun forandret nordmændenes holdning til indvandrere. Angrebet har ifølge undersøgelsen også gjort nordmændene stoltere af at være norske.

- Der er også flere, der er glade for den måde, demokratiet fungerer på i Norge og har større tiltro til både det og det norske samfund, siger han.

Den norske statsminister er glad for udviklingen, men minder nordmændene om, at et er ondskab, der ligger til grund for de nye tal.

- Det er sorg, smerte, død, lidelse og savn. Og det vil aldrig kunne blive godt, bare ondt, siger den norske statsminister Jens Stoltenberg til NRK.

http://synovate.no/cat/0/page/919/Norsk-Monitor.aspx

Læs mere om undersøgelsen her

Facebook
Twitter