Norge begynder gradvis åbning af børnehaver og skoler

Vi er ikke halvvejs gennem kampen, siger Solberg. Men godt holdarbejde har givet Norge kontrol over virusset.

Norges statsminister, Erna Solberg, præsenterede tirsdag regeringens plan for en gradvis genåbning. (Foto: HAKON MOSVOLD LARSEN © Scanpix)

Norge vil gradvist genåbne samfundet på kontrolleret vis, siger den norske statsminister, Erna Solberg, på en pressekonference tirsdag.

Her præsenterede hun regeringens plan for at

lempe
på en del af de strenge tiltag, der er i kraft på grund af udbruddet af coronavirus.

Regeringens plan indebærer, at skoler og børnehaver åbner gradvist.

Børnehaver åbner fra den 20. april, og ugen efter følger de yngste klasser i skolerne samt SFO'erne.

Mange skal fortsat arbejde hjemme

Frisører og andre virksomheder, der er lukket af hensyn til smittefaren, kan åbne igen i løbet af april, hvis de opfylder krav til tiltag for at beskytte mod smitte, siger Solberg.

Hun understreger, at nordmændene må vænne sig til, at der fortsat vil være tiltag i værk mod smittespredning.

Blandt andet vil mange fortsat skulle arbejde hjemmefra.

- Vi er ikke halvvejs gennem spillet, hvis vi skal sammenligne os med en fodboldkamp. Men med godt holdarbejde har Norge klaret at få kontrol med dette virus. Opgaven er nu at holde fast i denne kontrol, siger Solberg.

Forbud mod hytteture ophæves

Erna Solberg advarer nordmændene mod at tro, at man nu kan vende fuldkommen tilbage til hverdagen, som den så ud inden coronaudbruddet.

- Det vi gør nu, er at åbne lidt op. Men jeg understreger så stærkt, jeg kan, at dette ikke betyder, at vi bliver uforsigtige på andre områder. Andre tiltag og råd gælder fortsat, siger statsministeren.

Men det forbud, der har været indført mod at tage på hytteture i de norske

fjelde
, bliver ophævet igen fra 20. april, meddeler sundhedsminister Bent Høie ifølge nyhedsbureauet Reuters.

"Smitten er under kontrol"

Høie sagde mandag, at Norge har fået smitten "under kontrol" og mindsket smittespredningen med de tiltag, der har været indført.

På tirsdagens pressekonference understreger han, at de strenge tiltag har været vanskelige for mange, men nødvendige og vigtige. Og en del af

tiltagene
må fortsætte lidt endnu.

- Kampen mod virusset er ikke vundet, selv om vi nu ser ud til at have nået målet om, at hver person i gennemsnit ikke smitter flere end én, siger Høie.

/ritzau/NTB