Norge giver asyl til tyrkiske militærfolk

Tyrkiske militærfolk ignorerede ordre om at vende hjem efter kupforsøg og søgte i stedet beskyttelse i Norge.

De fem militærfolk var alle udstationeret i Norge, da det fejlslagne kupforsøg i Tyrkiet fandt sted 15. juli sidste år. (Foto: MURAD SEZER © Scanpix)

Fire tyrkiske officerer og en militærattaché har fået asyl i Norge efter at have anmodet om beskyttelse i kølvandet af kupforsøget i Tyrkiet i fjor.

Det oplyser deres advokat over for avisen Klassekampen.

Alle fem var udstationeret i Norge, da en del af det tyrkiske militær 15. juli forsøgte at overtage magten.

Kupforsøget blev slået ned i løbet af et halvt døgn.

Blev kaldt hjem

Siden er tusindvis af militærfolk fra alle rangklasser blevet fjernet fra deres poster.

Alle fem afviser at have haft noget med kuppet at gøre. I januar fortalte de til avisen VG, at de havde mistet deres job og fået besked om at returnere til Tyrkiet.

Men de valgte at ignorere ordren og blev i stedet i Norge, hvor de søgte om asyl.

/ritzau/NTB

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk