Norge har rekord i sygefravær: Politiker vil trække sygemeldte i løn

Oppositionen i det norske Storting kalder forslaget ekskluderende

Opgørelser viser, at det norske sygefravær er verdens højeste. Arkivfoto. (Foto: Sonny Munk Carlsen © Scanpix)

I Norge var sygefraværet på 6,4 procent i dette års første kvartal, hvis man justerer for årstid og influenza.

Og sygefraværet i Norge er faktisk verdens højeste, har opgørelser fra Eurostat og OECD fastslået.

Tallet har ligget på dette høje niveau i flere år. Derfor foreslår den konservative politiker Heidi Nordby Lunde fra regeringspartiet Høyre, at vilkårene for syge nordmænd strammes, så flere kommer på arbejde.

- Jeg mener, at vi må se på helheden, og om det er klogt med karensdage. Vi må se på ydelsernes størrelse og reglerne for, hvornår arbejdsgiver og staten tager ansvar, siger hun til NRK.

Arbejderpartiet er kritiske

Inspirationen til karensdage er hentet fra Sverige. Her har man én karensdag, som betyder, at man som sygemeldt ikke får løn på første sygedag.

Ifølge oppositionspolitikeren Arild Grande fra Arbejderpartiet, vil partiet gøre alt, hvad det kan, for at bekæmpe forslaget.

- De ønsker at flytte byrden over på dem, der allerede har det hårdt på arbejdsmarkedet. Et sådan forslag vil øge forskellene og virke ekskluderende, siger han.

Karensdage blev droppet i Danmark

Diskussionen om det høje norske sygefravær er ifølge NRK ikke ny.

I 2001 truede den norske leder af LO med at boykotte Arbejderpartiets valgkamp for at standse stramninger. Og for tre år siden måtte den norske arbejdsminister Robert Eriksen fra Fremskridtspartiet droppe forslag om at skære i lønnen under sygdom.

Karensdage har også tidligere eksisteret i Danmark. De blev indført af Schlüter-regeringen tilbage i 1983. Den var dog meget upopulær blandt lønmodtagerne og blev derfor fjernet igen i 1987. Det medførte en stigning i det korte sygefravær på 10 procent.

Facebook
Twitter