Norge stopper våbeneksport til Tyrkiet - Sverige vil have EU med

Sveriges udenrigsminister vil fredag søge Riksdagens støtte til fælles EU-boykot af våben til Tyrkiet.

Norges udenrigsminister, Ine Eriksen Søreide, vil have Tyrkiet til at følge folkeretten. (Arkiv) (Foto: Scanpix/ AFP/ Attila Kisbenedek © Ritzau Scanpix)

Norge stopper for eksport af militært udstyr til Tyrkiet, oplyser udenrigsminister Ine Eriksen Søreide.

Torsdag aften siger den svenske udenrigsminister, Ann Linde, at hun vil bede Riksdagen om støtte til en fælles EU-embargo.

- I morgen vil jeg bede Riksdagen om støtte til at arbejde for, at EU indfører sanktioner mod Tyrkiet i form af en våbenembargo, siger hun til den svenske radioavis, Ekot, ifølge TT.

- Det vil sige et forbud mod at eksportere våben til Tyrkiet.

Det sker som en reaktion på Tyrkiets militære indrykning i Syrien.

Norge behandler ikke nye ansøgninger

Norge, der står uden for EU, vil indtil videre ikke behandle nye ansøgninger om eksportlicens for forsvarsmateriel og varer, der kan bruges til militært brug i Tyrkiet. Det siger udenrigsminister Ine Eriksen Søreide.

- Vi gennemgår nu også alle de gyldige licenser for eksport af forsvarsmateriel og varer, der kan anvendes til militært brug.

Tyrkiet indledte onsdag den militære offensiv i det nordøstlige Syrien. Jagerfly bomber kurdiske byer, og tyrkiske soldater er torsdag trængt længere ind i Syrien.

- Vi følger situationen med dyb bekymring og gentager vores tydelige opfordring til Tyrkiet om at afslutte militæroperationen samt respekterer folkeretten, siger Søreide.

- Dette har udenrigsministeriet også givet udtryk for under et møde med Tyrkiets ambassadør i Norge, påpeger hun.

Norge og Tyrkiet er allierede medlemmer af Nato. Norge eksporterede i 2018 militært materiel til Tyrkiet for 41,4 millioner norske kroner.

/ritzau/