Norges justitsminister træder tilbage efter omstridt Facebook-opslag

Justitsministeren træder tilbage få timer før en mistillidsafstemning i det norske Storting.

Den nu forhenværende justitsminister Sylvi Listhaug anklagede Norges store oppositionsparti, Arbejderpartiet, for at bekymre sig mere om terroristers rettigheder end om nationens sikkerhed. (Foto: NTB Scanpix © Scanpix)

Den norske justitsminister, Sylvi Listhaug, har valgt at træde tilbage.

Det sker som følge af et omstridt Facebook-opslag, hvor politikeren fra Fremskridtspartiet anklagede Norges store oppositionsparti, Arbejderpartiet, for at bekymre sig mere om terroristers rettigheder end om nationens sikkerhed.

Det fik i går den borgerlige regerings støtteparti, Kristelig Folkeparti, til at meddele, at det ikke længere havde tillid til justitsministeren.

Senere i dag skulle der have været en mistillidsafstemning i det norske parlament, Stortinget, om Sylvi Listhaug.

Kilder i regeringen fortalte i går de norske medier, at statsminister Erna Solberg fra partiet Højre ville gå af, hvis et flertal i Stortinget udtrykte mistillid til Sylvi Listhaug.

På sin Facebook-profil skriver Sylvi Listhaug, at det er hendes egen beslutning at trække sig.

- Jeg er glad for, at Siv (Jensen, der er formand for Fremskridtspartiet, red.) og hele partiet var klar til at træde ud af regeringen for at støtte mig som justitsminister. Men jeg kan ikke tillade, at min afgang åbner for, at Fremskridtspartiet mistet magt og indflydelse, skriver hun.

"En heksejagt"

Det omstridte Facebook-opslag blev lagt op for 11 dage siden, og det skabte efterfølgende stor debat i Norge.

Sylvi Listhaug valgte efter en uge at slette det med henvisning til, at hun havde brugt et billede, som hun ikke havde rettigheder til.

Bagefter undskyldte hun dog, at hun havde lavet opslaget. Men hun valgte efterfølgende at vise den norske presse de mange blomster, som hun havde fået tilsendt fra tilhængere i kølvandet på Facebook-opslaget, og det var med til at provokere Kristelig Folkeparti.

Ifølge Sylvi Listhaug selv har hun været udsat for "en heksejagt" fra Arbejderpartiets side.

- Jeg har oplevet det som en ren heksejagt, hvor Jonas Gahr Støres (formanden for Arbejderpartiet, red.) hensigt tydeligvis har været at begrænse ytringsfriheden i forhold til et emne, som er noget af det vigtigste, vi bliver nødt til at diskutere i forhold til Norges fremtid, skriver hun på Facebook.

Sylvi Listhaug understreger, at hun ikke har tænkt sig at forlade sin plads i Stortinget. Og hun har heller ikke tænkt sig at holde mund fremover.

- Jeg lover, at jeg ikke vil gå stille med dørene i Stortinget, nu hvor jeg går af.

Facebook
Twitter