Norges officielle indbyggertal er forkert

Der er færre indbyggere i Norge, end de officielle tal viser. Men ingen kender det rigtige tal.

Det kan blandt andet få konsekvenser for skatteindtægterne, at Norge ikke ved, hvor mange mennesker, der bor i landet. (Foto: Maria Larsen © DR-Fyn)

Det officielle indbyggertal i Norge er sandsynligvis ikke rigtigt.

Hvis man skal stole på Statistisk Sentralbyrå - Norges svar på Danmarks Statistik - bor der 5,1 millioner mennesker i vores nordlige broderland.

Men det reelle tal er formentlig lavere, rapporterer NRK.

Mange forlader Norge

Noget kan tyde på, at det drejer sig om et stort antal personer, lyder det. Det skyldes udvandring fra Norge, der ikke bliver registreret. Ingen kender det rigtige tal.

- Folkeregistret aner ikke hvor mange, som forlader Norge uden at melde fra, fortæller skattedirektør Hans Christian Holte.

- Det er ingen stærke incitamenter for at melde flytning ud, sådan som systemet er i dag. Dette er nok noget af problemet, tilføjer Holte, som også er øverste chef for folkeregistret i Norge.

Får konsekvenser for skatteindtægter

Han mener, at det usikre folketal er et stort problem. Det får konsekvenser for skatteindtægter og for samfundsplanlægningen - for eksempel planlægning af nye og større veje, skoler, børnehaver, boliger og placering af sygehuse.

Ifølge Statistisk Sentralbyrå rundede Norge fem millioner indbyggere i 2012. Tallet ventes at nå seks millioner allerede på et tidspunkt før 2030.

En vigtig årsag er Norges velstand og oliemilliarder, der lokker mange til fra udlandet.

/ritzau/NTB

Facebook
Twitter