Norges oliefond overstiger 5000 milliarder kroner

Den norske oliefond voksede i 2013 med 1.200 milliarder norske kroner og indeholder nu næsten en million til hver nordmand.

Det sorte guld fra de norske oliefelter har ført til en oliefond på mere end 5000 milliarder norske kroner. (Foto: SCANPIX NORWAY)

Norges 'Statens pensionsfond', eller oliefonden i folkemunde, bliver ved med at vokse.

Efter et særdeles godt resultat i 2013, hvor fonden voksede med 1200 milliarder norske kroner, indeholder den nu 5.038 milliarder norske kroner. Det skriver Verdens Gang.

Kun 21 lande i verden producerer et højere bruttonationalt produkt om året end den samlede formue i Norges sorte guldkammer.

219 Storebæltsbroer

Fondens størrelse betyder, at hvis den norske stat valgte at udbetale den i dag, ville der blive næsten en million norske kroner til hver af de knap 5,1 millioner nordmænd - helt præcist 996.000 kroner til hver.

Det var især oliefondens investeringer, der gav pote sidste år. 682 milliarder norske kroner var der i afkast.

2013 var det næstbedste år i fondens historie ifølge Norges centralbankchef Øystein Olsen.

Hvis Norge nogensinde vælger at bruge sin oliefond, er mulighederne mange. De kan for eksempel købe 219 Storebæltsbroer eller Goldman Sachs' andel af Dong 586 gange.

Facebook
Twitter