Norges statsminister beskylder Sverige for eksport af højreekstremisme

Sverige bærer et stort ansvar for den spirende nynazisme i Norden, fastslår Norges statsminister, Erna Solberg.

Norges statsminister Erna Solberg har sendt ansvaret for terrorangrebet i en moské i Bærum videre til svenskerne. Det tager svenskerne ikke let på. (Foto: Denis Balibouse © Scanpix)

Hvad skaber nynazisme i Norden? Og hvem bærer skylden for højreekstremistisk terror?

Det er spørgsmål, der har fået Norge og Sverige til at ryge i totterne på hinanden efter weekendens terrorangreb på en moske udenfor Norges hovedstad, Oslo.

Mandag stillede Erna Solberg sig op på et pressemøde, og talte om det terrorangreb, der har udløst frygt i Norge. I talen kom den konservative statsminister ind på, at Norge og Sverige bør samarbejde mod nynazisme i Norden. Men pludselig tog talen en drejning, da statsministeren rettede skylden for højreekstremismen i Norden mod Sverige.

- Når nynazister marcherer gennem norske gader, så hører man en hel del svensk, fordi de svenske nynazister forsøger også at organiserere sig i nabolandene.

Modsvar fra Sverige

Udtalelsen fik energiministeren i Sverige, Anders Ygeman, til straks at gå til tasterne og lange ud efter Erna Solberg på Twitter.

- Vi vil gerne et samarbejde mellem Norge og Sverige, men du regerer sammen med Fremskridtspartiet, og du har udnævnt Sylvi Listahaug, som er en stærkt højreorienteret politiker til minister to gange, så derfor burde du se dig selv i spejlet, før du kigger udover landegrænsen.

DR's europakorrespondent, Anna Gaarslev, fortæller, at hverken Erna Solbergs kommentar eller kommentaren fra Anders Ygeman er blevet mødt med god tilbagemelding.

- Det var ikke særligt smart sagt af Erna Solberg, fordi Norge har haft de største terrorangreb i Norden, først med Anders Breivik, og nu ved det seneste angreb på moskeen i Bærum, siger Anna Gaarslev.

Men Anne Gaarslev mener også, at Erna Solberg har en pointe i og med, at Sverige har et højreekstremt miljø, der er langt større end i Norge.

- I Sverige er meningerne meget delte om den svenske minister, men han får meget kritik for reagere så voldsomt på en diskussion, som er meget alvorlig. Der er et meget højreekstremt miljø i Sverige, og mange mener, at han burde se gennem budskabet og se på de problemer, der er i Sverige. Han burde tage den norske fremstrakte hånd om samarbejde. siger Anna Gaarslev

Årelange uenigheder mellem Norge og Sverige

Det er ikke første gang, at der opstår en kontrovers mellem nabolandene. Bølgerne går højt mellem Norge og Sverige, blandt andet når det kommer til indvandrerpolitik.

- Der er en årelang uenighed om, hvordan man skal takle yderliggående politiske bevægelser og indvandrerpolitikken i Norge og Sverige. Den offentlige debat i Norge minder meget om den danske, men i Sverige har man et helt andet syn på indvandrerpolitikken, fortæller Anna Gaarslev.

Korrespondenten nævner, at uenighederne blandt andet har ledt til, at daværende norske indvandrerminister Sylvi Listahaug tidligere er taget til en svensk by for at vise et eksempel på, hvordan forholdene ikke skal udvikle sig i Norge, og det har svenskerne ikke glemt, fortæller Anna Gaarslev.

Facebook
Twitter