Norsk avis trykker Muhammed-tegninger i sympati

Den kristne, norske avis Magazinetfølger nu i Jyllands-Postens fodspor og trykker tegninger af Muhammed i ytringsfrihedens navn.

En norsk avis bringer i dag de 12 tegninger af profeten Muhammed, som Jyllands-Posten bragte sidste år.

Den kristne, norske avis Magazinet har tirsdag trykt tegninger af Muhammed til trods for, at islamisk skik forbyder billeder af profeten.

Ifølge redaktør Vebjørn K. Selbekk sker det for at værne om ytringsfriheden.

Historien begyndte i Jyllands-Posten i fjor, hvor 12 karikaturtegnere tegnede muslimernes profet Muhammed, sådan som de forestillede ham.

Avissiden førte til drabstrusler, demonstrationer og krav om indgreb fra statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Værner om ytringsfrihed

Magazinets redaktør Vebjørn K. Selbekk mener, at der er fare på færde, hvis ikke man tør at bruge ytringsfriheden over for islam.

- I lighed med Jyllands-Posten har jeg set mig sur på den snigende indskrænkning af ytringsfriheden, som foregår. Vi har været vidner til drabet på Theo van Gogh og set, at det ikke drejer sig om tomme trusler.

- Vi ved, at ytringsfriheden i vores del af verden er truet af en religion, som ikke er fremmed for at ty til vold, siger Selbekk til sin egen avis.

Facebook
Twitter